Wonka anmeldelse: Finurlige Wonka

Instruktør Paul Kings Wonka virker motiveret af to ting.

For det første at Warner i 2016 genvandt rettighederne til Willy Wonka-karakteren fra Roald Dahls elskede bog Charlie and the Chocolate Factory.

Og den slags velkendt ‘intellectual property’ kan selvfølgelig ikke ligge stille, når det i stedet kan forvandles til en pengeindbringende franchise-mølle.

Særligt ikke når det drejer sig om allerede elsket materiale — i USA nok særligt baseret på Mel Stuarts filmatisering Willy Wonka & the Chocolate Factory med geniale Gene Wilder i titelrollen og i mindre grad på Tim Burtons udgave fra 2005.

Så den første motivation er ret simpel. Det er ikke lugten af chokolade. Det er lugten af penge.

Den anden motivation er mere kunstnerisk baseret og kommer sandsynligvis fra filmens instruktør Paul King og hans medforfatter Simon Farnaby.

Her virker Wonka motiveret af at levere en finurlig musical hentet fra samme filmmagiske skuffe som instruktør Kings to fremragende Paddington-film.

Og ingredienserne er på plads: blændende flot scenografi, veloplagte karakterskuespillere i birollerne og en finurlig puttenuttet hovedperson fanget i en højnet og humoristisk ‘Wes Anderson møder Broadway’-verden.

Og det er så her problemerne begynder at sætte ind i Wonka.

For ja, du læste rigtigt, jeg beskrev hovedpersonen i Wonka som puttenuttet, og det er han.

Denne Willy Wonka er en storsmilende og blåøjet dreng med en drøm om at starte en chokoladefabrik spillet af en umanerligt fejlcastet Timothée Chalamet.

Men, altså, Willy Wonka-karakteren er jo ikke puttenuttet. I bogen er han en desillusioneret fabriksejer, der i Roald Dahls moralske fabel leder efter et af de få børn, han ikke betragter som en ubetinget møgunge.

Og selvom filmudgaverne mildest talt (og i nogle tilfælde helt berettiget) polererer kanterne af Dahls forlæg, så er Gene Wilders filmudgave af Wonka en ikonisk sjov præstation, der nok har mere varme end Dahls udgave, men som også er både farlig, uudgrundelig og grotesk.

Og selv Johnny Depps Michael Jackson-inspirerede Wonka er mere urovækkende og mystisk, end han er hyggeonkel.

Sådan er det ikke med Chalamets storsmilende drengede udgave, der bare er entydigt sød og helt grundlæggende føles som en anden karakter, end den Wonka vi kender.

Og det er ikke fordi, at han skal ende et mere farligt sted, nej, han er mindst lige så ufarlig, da filmen slutter, som da den begynder.

Og når Chalamets præstation så samtidig er en blanding af det kedelige kombineret med en slags fattigmands Jim Carrey anno Ace Ventura, så er der altså ikke meget af magien tilbage.

Ikke mindst når han placeres i en historie, der hiver ham fra den ene begivenhed til den anden uden hensyn til intern logik eller sammenhængskraft.

Finurlige påfund har brug for en eller anden form for berettigelse, hvis ikke de skal blive trættende, og den finder den dovent skrevne Wonka desværre aldrig.

Der er heller ikke meget af Dahls farlighed tilbage i Kings puttenuttede film, selvom den sært nok stadig finder plads til en eller to af forfatterens ulidelige overvægts-jokes.

Imens kaster filmen sig selvfølgelig ud i den hæderkronede prequel-tradition: at besvare spørgsmål, som ingen vil kende svaret på.

Bare rolig, du skal nok få lov til at se Willy Wonka starte sin chokoladefabrik, eller ophavet til hans forhold til Oompa Loompaerne og selvfølgelig har hans brug af guldbiletter en klæg følelsesmæssig begrundelse.

Imens suges mystikken effektivt ud af karakteren, erstattet af habile men også virkeligt kedelige musicalnumre, der fuldstændigt mangler Dahls sproglige finesse.

Alligevel er Wonka ikke helt spild af tid.

Paul King er en talentfuld instruktør med en sans for scenografiske detaljer og velkomponerede billeder, der også skinner igennem i Wonka.

Og en række komikere og karakterskuespillere giver den gas i filmens periferi, som var de med i en langt bedre film.

Alligevel er det tydeligt, at Wonka nok skulle have været motiveret af andet end penge og en anstrengt jagt på nuttet finurlighed.

Timothée Chalamet er fejlcastet i en flot, men fejlslagen, forgænger til Roald Dahls klassiker, der helt suger magien og mystikken ud af historien.