The Long Walk anmeldelse: Spadseretur
Det er nu ikke noget som en god spadseretur.
Bare dig, en flok af dine nærmeste venner, den amerikanske natur omkring dig og så, nåh ja, toptrænede soldater, der står klar til at slå dig ihjel, hvis din fart når under 4,8 kilometer i timen.
Ok, det er måske ikke lige min drøm om en dejlig spadseretur, men det er til gengæld det ret geniale koncept fra Stephen Kings korte roman The Long Walk.
Altså lige udover at fartgrænsen for de unge mænd, der deltager i dødsmarchen, i Kings oprindelige korte roman ikke må komme under 4 miles i timen: 6,4 kilometer i timen.
Så er instruktør Francis Lawrence og manuskriptforfatter JT Mollner noget mere venlige i deres filmatisering. Men det handler nok især om, hvor meget de vil trække deres skuespillere igennem.
For sjældent har en film været så meget walk-and-talk som tilfældet er med The Long Walk.
Af samme grund frygtede jeg også lidt for filmens visuelle liv, som gammel fan af romanen.
Men det havde jeg ikke behøvet.
Francis Lawrence holder intensiteten oppe i filmens små to timer, til trods for ikke at have meget andet at arbejde med end en flok unge mænd på de amerikanske landeveje.
Selve historien står stadig stærkt i nutiden, rig på samfundskritik og krigsmetaforer og indsigtsfuld i mange unge mænds psykologi.
Og så er det et grundlæggende spændende koncept.
Hvad sker der, hvis man får krampe i låret? Hvad skal de unge deltagere spise? Og hvordan kommer man på toilettet uden at sætte farten ned?
Filmen lægger ikke fingrene imellem med svarene på de spørgsmål og pludseligt brutale dødsfald er altid lige om hjørnet.
Også selvom grusomhederne dæmpes en smule af de overvejende computeranimerede blodsudgydelser.
Til gengæld løfter Jeremiah Fraites musik hele filmen, og en ellers tilsyneladende relativt lavbudgeteret Hollywood-produktion til at føles endnu større.
Karaktererne er også elskelige, selvom der til tider er klumper i skuespillet og dialogen føles mere larger-than-life end egentlig troværdig.
Særligt Mark Hamill som den onde major bag hele konceptet, truer med at kæntre sine scener med påtaget grov stemme.
Vigtigst er det, at de to hovedrolleindehavere Cooper Hoffman og David Jonsson har kemi med hinanden.
Meget klædeligt har filmskaberne heller ikke injiceret en masse action eller andet i Kings oprindelige historie. På trods af at de rykker rundt på en del i fortællingen og udskifter og ændrer karakterer, føles The Long Walk tro mod ånden i Kings oprindelige værk.
At fans så nok vil diskutere, hvor meningsfulde ændringerne egentlig er, er en anden sag. Jeg er f.eks. ikke ubetinget begejstret over en ny langt mere bastant afslutning frem for Kings grumme og hjemsøgende oprindelige version.
Alligevel er The Long Walk en værdig King-filmatisering og en stærk film i sin egen ret, der nok skal introducere en helt ny generation for spadsereturen fra helvede.
The Long Walk lever op til sit forlæg og holder spændingen højt, når den sender sine stakkels hovedpersoner ud på spadsereturen fra helvede.
