Caught Stealing anmeldelse: Ny eller gammel Aronofsky

Jeg har sagt det før, men Darren Aronofsky har en permanent plads i mit filmhjerte.

Instruktørens debutfilm Pi og opfølgeren Requiem for a Dream, er så udtryksfulde film, at det som teenager var umuligt at se dem, uden at tænke på hvordan, de var lavet.

Siden har han ikke lavet en film, jeg ikke i det mindste synes var interessant, selvom det ofte er i omvendt proportionalitet med kritikerroser og filmpriser (Ja, The Fountain og Mother! er federe film end The Whale og The Wrestler).

På trods af sin villighed til at prøve nyt (vi fik aldrig Aronofskys Batman-film at se), så er Aronofskys film ofte fyldt med de samme temaer.

Hovedpersoner der på kanten af det psykotiske optages af en enkelt ting og på den ene eller anden måde ofrer deres liv for det.

Imens får Aronofsky med sit impressionistiske filmsprog verden til at bøje om præcis sine hovedpersoners perspektiv, så publikum ikke ser andet.

Derfor var det også lidt af et chok, da jeg helt tilfældigt så traileren til Aronofskys nyeste film Caught Stealing, hvis eksisten helt var gået min næse forbi.

Havde Aronofsky virkelig lavet en tjuhej kriminalfilm med højt tempo og store grin?

Og i så fald, hvem havde så dræbt den gamle Aronofsky?

Men efter at have set Caught Stealing — som er en filmatisering af tegneserieforfatter Charlie Huston debutroman — så forstår jeg bedre.

Det viser sig nemlig, at det slet ikke er en ny Aronofsky, der er på spil.

Tværtimod er instruktørens vel nok mest lettilgængelige film på mange måder en rejse tilbage til begyndelsen.

For som Pi er Caught Stealing en højenergisk feberdrøm støbt i paranoia, hvis hovedperson jages igennem en sanselig gengivelse (nu pludselig nostalgisk) af 1990ernes New York.

Eller måske mere bestemt, Requiem for a Dream’s New York, hvor sårede mennesker drømmer om et bedre liv, men hele tiden styrer mod den snaskede rendesten.

Alle dele af Caught Stealing arbejder nemlig på højtryk for at genskabe New York både som det eksisterede på film og i virkeligheden for snart 30 år siden.

Det lykkes i en grad, så selv sådan nogle som mig, der i bedste fald har et perifert forhold til byen, må hengive sig til visionen.

Man kan simpelthen både lugte og smage byen i Caught Stealing, der forstærker sit udtryk med en flok velvalgte sange fra tiden og et af årets bedste scores fra IDLES og Rob Simonsen.

Imens fortæller filmen historien om det fallerede baseball-håb og nu bartender Hank, der på Hitchcocksk vis og meget mod sin vilje vikles ind i et dødsensfarligt kriminalplot.

Og fra den først trykker speederen i bund holder Caught Stealing sig ikke tilbage i en rutsjebanetur af en fortælling, der kombinerer humor, et mindeværdigt tegneserie-lignende karaktergalleri og til tider decideret modbydelig ultravold til en stærkt gribende cocktail.

Til tider føles det som om Aronofsky er taget på en rejse til Guy Ritchie-land, men Aronofskys version af den slags historie er både mere grum og dybfølt end Ritchie har tendens til at være.

Aronofsky holder balancen mellem det groundede look fra f.eks. The Wrestler og sine mere udtryksfulde film.

Resultatet er instruktørens mest lettilgængelige værk — jeg forestiller mig, at det er svært ikke at være bare lidt underholdt undervejs i Caught Stealing — uden at miste kunstnerisk kant.

Manuskriptet af Charlie Huston selv er også veloplagt og skaber en verden, hvor ingen karakterer kan vide sig sikre.

Og selv når filmen snubler lidt i sin dialog, står skuespilholdet klar til at løfte materialet.

Austin Butlers elskelige karisma er noget nær perfekt til at skabe sympati for en hovedrolle, der ellers på papiret er lidt af en fuck-up, og kemien mellem Butler og Zoë Kravits er til at tage og føle på.

Også selvom hendes karakter — på trods af en stærk præstation fra Kravitz — ender som lidt for meget af et ciffer.

Og blandt det store skurkegalleri er det utvivlsomt Vincent D’Onofrio og Liev Schreiber, der løber med opmærksomheden som to mere end voldsparate hasidiske jøder (vækker det minder om Pi?).

I sidste ende har Aronofsky skabt sin bedste film længe med et krimiridt, der slet ikke er så fjernt fra instruktørens kendetegn, som man skulle tro.

Med solide mængder humor og brutalitet har Darren Aronofsky skabt en hvirvelvind af en kriminalfilm og sin bedste film i mange år.