Hood anmeldelse: Den rette attitude

Man kan komme langt med en stor mængde attitude.

Mange af mine favoritfilm — og en god del af mine filmiske grundsten fra de tidlige teenageår — er film, der totalt besejrer deres egne begrænsninger med knofedt og attitude.

The Evil Dead, Bad Taste, Pi og Halloween: listen med mesterlige film, sandsynligvis gjort endnu bedre af manglende midler er lang.

De har allesammen det tilfælles, at de føles helvedes selvsikre. Når jeg taler om mængden af attitude, mener jeg ikke en behørig respekt eller halvhjertede ambitioner.

Nej, jeg taler om en all-or-nothing fandenivoldskhed, der gælder filmenes produktion i en grad, så man også kan mærke det i filmhåndværket.

Den danske Hood slutter sig ikke til listen over lav-(eller intet-)budgetsfilm, der sprænger alle rammer og bliver umiddelbare klassikere.

Til det er dens mangler for store.

Men Hood overkommer alligevel mange af dem med netop den fandenivoldskhed, der er drivkraft i mange af mine personlige favoritter.

Tag nu bare indholdet.

Det er ikke ligefrem fordi dansk film bugner af big business-intriger eller kvindelige hovedpersoner, der er benhårde CEO’s af millionvirksomheder.

Men sådan er det med Hood, der zoomer ind på intrigerne i en dansk startup (den slags forretningsudtryk truer Hood med at give overdosis af), der står overfor at blive solgt for et trecifret millionbeløb.

Men et urimeligt krav fra opkøberen kaster grus i maskineriet for bankfirmaet, der startede som en pagt mellem 5 håbefulde unge, der mente at de alle skulle have lige stor indflydelse.

Men gælder ungdommens idealistiske ideer stadig, når der er millioner på spil?

Det spørgsmål kender du nok allerede svaret på, men Hood er alligevel en overraskende underholdende fortælling, når venskaber pludselig kastes på alteret til kapitalismens djævle.

Det skyldes ikke mindst Lee Levi, der i hovedrollen som den bidske Clara, er en grusom antihelt, hvis moralsk kompas over filmen går fra halvdårligt til ikke-fungerende.

Levi bærer filmen med en rå karisma, der løfter ellers ofte noget gumpetunge replikker til nye højder.

Det samme gælder instruktør Lina Csillag, der mod alle odds gør det moderne kontormiljø, som filmen foregår i, visuelt interessant med en række overraskende kneb.

Manuskriptet af Csillag og Brian Sean Tange er mere problematisk.

Flere øjeblikke nærmer sig det ufrivilligt komiske, mens dele af fortællingen heller ikke helt hænger sammen (køberen vil racistisk fyre en af de oprindelige stiftere…som senere viser sig at opfylde alle deres forventninger).

Replikudvekslinger som “Du er det svageste led” “Nej, Jeg er det stærkeste led. DU er det svageste led” kunne have nydt godt af en gennemskrivning mere.

Værst af alt bliver filmen hængende for længe og begynder at lade sine intriger gå i ring mindst en halv time for længe.

Det er synd, for størstedelen af Hood er faktisk forbandet underholdende, særligt når filmen låner træk fra reality-programmer, komplet med udlevering af kuverter med overraskende indhold til alle.

Claras hang til at leve efter citater fra alle fra businessmoguler til Lise Nørgaard — og selvfølgelig sig selv — er også et smågenialt påfund, som udstiller et noget hult menneske.

Det stopper desværre ikke sandheden: at Hood har store dele, der ikke fungerer.

Til gengæld har den både kunstnerisk håndelag og selvfølgelig attitude i vandfaldsmængder, der gør mig spændt på at se, hvad alle involverede finder på næste gang.

Hood har en dybt charmerende fandenivoldskhed og mindeværdige karakterer, der bærer den over mange af dens filmiske huller.