Rejseholdet: Det første mord anmeldelse: Rejseholds-film er slagkraftig krimi

Rejseholdet: Det første mord anmeldelse: It’s Esbjerg

“Glem det, Otto. Det er Esbjerg.”

Den fordanskede udgave af det berømte citat fra Roman Polanskis Chinatown er desværre ikke med i instruktør Christoffer Boes nye krimi Rejseholdet: Det første mord.

Men det kunne det sådan set lige så godt være.

Det er i hvert fald samme genresandkasse Boe kaster sig ned i med filmatiseringen af Jacob Jonias roman Den yderste grænse.

Og selvom Rejseholdet: Det første mord ikke ligefrem er en ny Chinatown, så er den et solidt bud på en dansk krimi, der underholder uden helt at ligne alle de andre.

Som instruktør fortsætter Boe sit ufortrødne ridt ind i mainstream med en krimi, der helt åbenlyst går efter at blive en dansk blockbuster.

Magt, sex, et underholdende whodunnit-plot og en dreven, men plaget hovedkarakter er i hvert fald solide ingredienser til en krimi, der kan tage kegler.

Som altid sætter Boe det meste af sin energi ind på sine films sanselighed.

Rejseholdet er ikke bange for at lege med sit udtryk og tage småpoetiske beslutninger, der trækker tråde tilbage til Boes tidlige film, men uden at fremmedgøre et bredt publikum.

Den stærke visualitet understøttes af den bragende og ofte effektivt urovækkende musik af komponist Jon Ekstrand.

Rejseholdet får også skabt et underholdende tidsbillede, hvor 1920ernes nye teknologi som f.eks. fingeraftryk, fremstår så fascinerende som var det endnu en opfindelse fra James Bonds gadget-arsenal.

Det understøtter en historie, der konsekvent sigter efter det pulpede frem for det realistiske, knaldromanen frem for virkeligheden.

Selvom hovedpersonen Otto Himmelstrup virkelig var den første leder af Rejseholdet, så er der ikke meget andet i filmens snirklede plot, der har rod i virkelige begivenheder.

Men den verden Boe får skabt, gør det — for det meste — nemt at sluge en udgave af Danmark, hvor Esbjerg er Chicago og rige magthavere holder løsslupne orgier på store gods i provinsen.

Mere kluntet er psykologiseringen af Himmelstrup, der er en lidt for bastant spejling af filmens centrale plot og aldrig bliver sådan rigtigt troværdig eller interessant.

Det er også et problem, at de enkelte glimt af virkelighedens Danmark stikker ud, i en film der meget åbenlyst er optaget et eller flere steder i Østeuropa.

Men så må man distrahere sig med at gætte på, hvem gerningsmanden er bag mordet i Esbjerg, som filmen gør til en underholdende leg — selvom dit første gæt, nok er det rigtige.

Rejseholdet: Det første mord lægger selv op til en efterfølger på en måde, der giver den lidt en dunst af første episode i en TV-serie.

Det gode ved det er, at jeg faktisk gerne vil se mere.

“Glem det, Otto. Det er Esbjerg.”

Rejseholdet: Det første mord bryder ikke fuldstændig med formen, men er alligevel en underholdende dansk krimi, der ikke er helt som de andre.

4 af 6 stjerner anmeldelse