Historien om Maria anmeldelse: Et helt menneske

Skulle nogen stadig være i tvivl om, at det skuespiller Maria Schneider oplevede under optagelserne til Sidste Tango i Paris var et overgreb, så skal man bare overføre det til sin egen arbejdsplads.

Mon du på kontoret, ville være tilfreds med, at din chef uden du vidste det, havde planlagt en simuleret voldtægt med dig minutter inden, det skulle ske.

Og hvis så din kollega også lige spontant smurte smør på dine baller foran resten af din arbejdsplads?

Er det et overgreb? Ja!

I Historien om Maria iscenesættes den begivenhed da også med gruopvækkende præcision og stærke præstationer.

Instruktør Jessica Palud får publikum til at tage Maria Schneiders plads, og giver os ret genialt det modsatte perspektiv.

Vi får lov til at se ansigterne bag kameraet.

Nogle af dem udtrykker ubehag, men ingen griber ind.

Det er den absolut bedste scene i Historien om Maria, der flyver højest, når den fokuserer på optagelserne til den lumre og grusomt overvurderede Sidste Tango i Paris.

Matt Dillon er noget nær genial som den virkelighedsfjerne Marlon Brando, der bæres på vat af filmholdet.

Imens leverer Giuseppe Maggio også varen som den arrogante Bernardo Bertolucci, der i sin jagt på ægte præstationer i sin glorificerede filmatisering af egne sexfantasier, bevidst får sine skuespillere til at blande fantasi og virkelighed.

Det er lige så fascinerende, som det er væmmende at følge, hvordan den 19-årige Schneider bevidst manipuleres af de ældre mænd, mens hendes grænser overskrides.

Det er også i denne del af filmen, at Anamaria Vartolomeis præstation som Schneider fungerer bedst.

Men det er som filmen mister grebet om sin hovedperson, så snart den bevæger sig væk fra Sidste tango i Paris.

Historien om Maria bliver aldrig overbevisende i sit lidt fattige portræt af sin hovedperson. Schneider ender med at blive defineret af den ene begivenhed under optagelserne, der for filmen bliver en lidt sløj undskyldning for efterfølgende misbrug.

Filmen får aldrig formidlet Schneiders indre smerte, eller givet hende megen anden personlighed, end hendes medvirken i den famøse film.

På den måde ender den med at gøre lidt det samme, som omverdenen i sin tid gjorde mod virkelighedens Schneider.

Alligevel er den en god påmindelse om det følelsesmæssige grænseland, som skuespillere kan bevæge sig i, og hvor vigtigt det er, at deres arbejdssituation er tryg.

Men Maria Schneider var alligevel nok mere som menneske, end Sidste tango i Paris.

God præstationer og intense genskabelser af Sidste tango i Paris kan ikke redde Historien om Maria fra at være et noget forsimplet portræt.