Vermiglio anmeldelse: På besøg i bjergene

I en stor del af instruktør Maura Delperos historiske familiedrama Vermiglio blev jeg snydt.

De fantastiske billeder, det sanselige lyddesign og de mange karakterer, bildte mig ind, at Vermiglio var mere en hang-out film end et egentligt drama.

For Vermiglio giver sig god tid.

God tid til at vise køerne blive malket. God tid til at bade os i det blå lys bjerglandsbyen Vermiglio. God tid til at mærke, hvordan det havde været at være barn af byens skolelærer og all-round patriark.

God tid til dagliglivsdetaljerne og den historiske troværdighed i en isoleret italiensk landsby i 1944.

God tid til at blive bekendt med næsten alle familiemedlemmerne i en stor familie.

Og selvfølgelig god tid til sit egen kontrollerede og gennemtænkte filmsprog, der vidner om en instruktør med overordentligt stærkt greb om sit medie.

Vermiglio bliver aldrig kedelig, men den har et bevidst tilbageholdende tempo, der får filmens detaljer til at akkumulere, til jeg som publikum selv følte, at jeg var del af den lille by.

Det er en fantastisk oplevelse, hvis man kan hengive sig til den, og hvis ikke, kan man nok let beskylde den for at blive kedsommelig på trods af de mange kvaliteter.

Heldigvis kunne jeg godt overgive mig til instruktør Maura Delperos præcist udmålte tempo og gennemtænkte filmsprog.

Og det er ikke fordi filmens adstadige plot ikke har kød på.

Da en ung desertør dumper ned i Vermiglio, mærker publikum effekterne på lokalsamfundet som ringe i vandet; også selvom de ikke er så udadvendt dramatiske, som de ville være i mange andre film.

Imens spøger temaer om en spirende kvindefrigørelse, kvinders skjulte arbejde i familier og samfund og selvfølgelig kvinder lidelse — historisk som nu — i samfund organiseret af og omkring mænd.

Indtil den sidste tredjedel af Vermiglio simrer de emner i gryden med diskrete hentydninger og subtil karakterudvikling.

Og så trækker filmen tæppet væk under både det lille landsbysamfund og ikke mindst publikum, da ægte dramatik kolliderer med det langsomme tempo.

Pludselig folder Vermiglio sig ud som en næsten melodramatisk historie om moderskab.

Men det kommer aldrig til at føles melodramatisk. I stedet er filmens afslutning bare hjerteskærende rørende, netop fordi den har givet sig tid til at overbevise publikum om, at de selv bor på bjerget.

Det vækker minder om Portræt af en kvinde i flammer og den films dybt bevægende afslutning efter mange minutters følelsesmæssig tilbageholdenhed.

Tricket fungerer bare endnu bedre end Vermiglio, fordi filmsproget er så stærkt fra start.

Da jeg kom ud af Vermiglio så jeg den derfor som alt andet end en langsomt fortalt miljøskildring og hangout-film.

Netop fordi, det er præcis, hvad den er, i størstedelen af sin spilletid.

Med selvsikkert filmsprog og adstadigt tempo drager Vermiglio sit publikum ind, inden den folder sine kronblade ud med en dybt bevægende afslutning.