The Zone of Interest anmeldelse: Mormødre, croissanter, abesfæren og verdens ondskab

Du har måske hørt om gimmicken i instruktør Jonathan Glazers nye film The Zone of Interest.

At filmen handler om en lille småborgerlig familie, der lever et harmonisk liv i et dejligt hus med en frodig have. Et harmonisk liv der tilfældigvis foregår lige på den anden side af de grotesk grusomme massemord i koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz.

Det er en effektiv gimmick, og The Zone of Interest byder heldigvis på mere end en gimmick.

Men i virkeligheden handler filmen slet ikke om den lille familie, hvor farmand er kommandør af Auschwitz og mor passer hjemmet, mens den tykke, sorte røg af over en million brændende menneskekroppe driver hen over himlen.

Faktisk handler filmen om mig og min mormor. Og om croissanter. Og om abesfæren.

Den handler om, at min mormor — som spillede en stor rolle i mit liv — døde sidste år, og at når jeg kommer til at tænke på, at hun ikke længere er her, så gør det ondt.

Faktisk langt mere ondt, end når jeg tænker på de anslåede 1,1 millioner jøder der blev dræbt på grusomste vis alene i Auschwitz.

Min mormor er åbenbart vigtigere.

Filmen handler også om, hvordan jeg ubesværet spiste min obligatoriske filmanmelder-croissant, mens jeg overværede grusomhederne i The Zone of Interest. Ikke nødvendigvis upåvirket, men heller ikke specielt rystet.

For The Zone of Interest handler nemlig om alt det jeg har tilfælles med den ellers umiddelbart uforståelige nazifamilie — og de mange andre familier — der tog del i og byggede et liv på ryggen af nogle af verdenshistoriens største grusomheder.

Dem der var mere interesserede i deres nærmeste, at bygge et liv for deres børn eller måske endda karrieren, en de var i det massemord, der lå til grund for deres egen trivsel.

Glazers film fik mig til at tænke på det såkaldte Dunbar-tal. Dunbar-tallet er skabt af antropologen Robin Dunbar og senere populariseret af forfatter David Wong som ‘the monkey sphere’.

Dunbar-tallet angiver det antal venner og bekendte som et menneske reelt set kan relatere sig til.

Tallet er 150, hvis du er nysgerrig. 150 mennesker er vi reelt i stand til at bekymre os om og holde af. Det er vores ‘abe-sfære’. Den maksimale mængde mennesker, der kan skabe en reel gruppe.

Så mange menneskeaber som vores begrænsede hjerne kan rumme.

Når vi overstiger det antal, får vi brug for love og andre instanser til at kontrollere os. For ham eller hende der er nummer 151 betragter vi ikke nødvendigvis som et rigtigt menneske.

Det er derfor, det for mange er nemmere at gå helt amok på kasseekspedienten, end det er at sige et grimt ord til sin mor.

For når vi overstiger det antal, har mennesket en eminent og uforlignelig evne til at umenneskeliggøre andre mennesker.

Og det illustrerer Glazer film med køligt overblik og uforlignelig stil.

I overvågningslignende billeder — The Zone of Interest er hovedsageligt lavet med skjulte kameraer, der har fanget skuespillernes improvisationer — følger vi den lille familie Höss og deres småborgerlige liv.

De bader i den lokale flod — når der ikke lige skyller lig-mudder gennem den — hygger sig i den smukke have og får besøg af mormor hjemme fra Tyskland.

Familiens overhoveder er eminent spillet af Christian Friedel og Sandra Hüller som den fjerne far og den mere end almindeligt dedikerede husmor.

Særligt Hüller viser endnu en gang, hvorfor hun er en af vores mest eminente nulevende skuespillere.

Imens lever filmen af sit fremragende lyddesign, der lader den industrielle brummen, menneskeskrigene og enkelte pistolskud fra den anden side af muren, som publikum aldrig ser, være konstant baggrund for familiens hyggelige liv.

En gang imellem opløses filmen og antyder den underliggende ondskab.

Som når familiens smukt trimmede roser pludselig gør lærredet blodrødt, mens musikken af Mica Levi — der ofte lyder som en flok syngende rumvæsner der vil udrydde alt godt på jorden — får biografsalen til at ryste.

Og det er præcis hvad The Zone of Interest er, en rystende filmisk oplevelse.

Filmen har enkelte øjeblikke af håb og en smågenial afsluttende krydsklipning, men ellers er den benhårdt fokuseret på at vise det banale liv bygget på ryggen af massemord.

Filmens eneste problem — hvis man reelt kan kalde det et problem — er, at jeg ubesværet kunne spise min croissant, mens jeg så den.

Det skyldes at Glazer film først og fremmest er stilfuld og kølig. Den vækker mine tanker mere end mine følelser.

F.eks. spiser jeg ikke noget, mens jeg ser Spielbergs Holocaust mesterværk Schindler’s List, fordi den film finder en direkte vej — om ikke andet så midlertidigt — ind i min ‘monkey sphere’ og mine tårekanaler.

Til gengæld tænker jeg nok heller ikke helt så meget på min egen lighed med morderiske nazister.

Men bare rolig, det gør jeg heller ikke, når The Zone of Interest og denne anmeldelse er færdig.

Jeg skal nok få blokket det ud igen, og bekymre mig langt mere om mine nærmeste end om krigen i Ukraine eller mellem Israel og Palæstina.

Men måske er det alligevel meget godt, at blive mindet om den menneskelige hjernes grusomme begrænsninger.

The Zone of Interest er lige dele stilfuld og rystende, når den viser, hvordan man finder hyggen i skyggen af massemord.