Stockholm Bloodbath anmeldelse: Kong Christian og Guy Ritchie
Hvis jeg skal sige noget positivt om Stockholm Bloodbath, og det har jeg åbenbart valgt at gøre, så tager den nogle markante kreative valg.
Og man kan endda argumentere for, at nogle af valgene hænger sammen.
For instruktør Mikael Håfström strør om sig med splitscreens, aggressiv klipning, dynamisk kameraarbejde og blod, på en måde som historiske film om og fra norden sjældent gør.
Jo, vel føles det som om Håfstrøm først nu er stødt på britiske Guy Ritchies film, når han skamløst efteraber den britiske instruktørs karakteristiske — og 25 år gamle — stil, men stil er det da.
Så indenfor de første minutter af Stockholm Bloodbath har vi selvfølgelig fået karakterer introduceret med freeze frames og tekst på lærredet.
Senere får vi også en næsten helt umotiveret dansesekvens sat til moderne musik, så noget tyder på at Håfström også lige for nyligt har fået set A Knight’s Tale.
Imens har han instrueret sine skuespillere — især Claes Bang og Mikkel Boe Følsgaard som filmens magtsyge og blodtørstige danskere — til at spille deres karakterer som Johnny Depp ville gøre det på en virkelig overspillet og karikeret dag.
Præstationerne — og troværdigheden — hjælpes heller ikke ligefrem på vej af, at skuespillerne er tvunget til at spille på engelsk.
Resultatet er en film, hvor danske skuespillere, som spiller danske karakterer, konstant udtaler danske navne på pseudo-britisk.
Og helt personligt kan jeg altså kun høre navnet Didrik udtalt med hårdt D i midten, før jeg begynder at overveje, om nogen er i gang med at udsætte mig for en slags filmisk practical joke.
Men nej, Stockholm Bloodbath er ikke en joke, i hvert fald ikke en frivillig en af slagsen.
For oven i de markante Guy Ritchie-valg, som selvfølgelig også suppleres med en helt forfejlet Tarantinosk hævnhistorie og forsøg på filmisk historie-revision, så vil Stockholm Bloodbath også tages alvorligt.
Det ene øjeblik skal vi grine af Mikkel Boe Følsgaards overspillede skurk (DiDrik), der konstant taler om ‘swedish motherfuckers’, det næste er filmen gravalvorlig, når den lader sine hovedpersoner miste deres familie på brutal vis.
Andre gange stopper den op for at levere overdreven historisk detalje, i en film hvis sidste bekymring ellers er at være historisk korrekt.
Stockholm Bloodbath er i sine bedste øjeblikke noget rod, og i de værste leverandør af ufrivillig komik.
Alligevel er den også bygget på ryggen af grundlæggende solidt filmhåndværk og oftest vellykkede effekter, der effektivt får leveret konturerne af en Hollywoodsk historisk actionfilm.
Men det opvejer altså for meget lidt, når den groteske film også vokser sig til en grotesk spilletid, som er mindst en time for lang, mens den selv glemmer, hvem filmens egentlige hovedpersoner er til fordel for Game of Thrones-intriger blandt det bizarre skurkegalleri.
Jeg sætter altid pris på markante kreative valg, men det kan altså godt være, at de skal sammensættes bedre end man gør det med 200 gram blandet slik fra den lokale slikbutik.
Stockholm Bloodbath er et ambitiøst rod, der leverer mere ufrivillig komik end sammenhængende historiefortælling.
