Poor Things anmeldelse: Bella & Barbie
På et tidspunkt i instruktør Yorgos Lanthimos’ Poor Things beder en brovtende mand filmens kvindelige hovedperson om helt bogstaveligt at kravle ind i en kasse.
Og hvis det virker bekendt, så er det ikke så mærkeligt.
For det var jo kun sidste juli, at plasticdukken Barbie — i form af Margot Robbie — blev bedt om det samme af en anden brovtende mand i Greta Gerwigs popkulturelle rekordbryder Barbie.
Og det er mildest talt ikke det eneste de to film har til fælles. Faktisk fik jeg undervejs i Poor Things svært ved at se andet end ligheder.
Vel er Poor Things nok på overfladen en del mindre tilgængelig end Barbie.
For Lanthimos går selvfølgelig til sit stof med samme kølig groteske præcision som han plejer. Fiskeøjelinser og gamle analoge filmtyper vækker Poor Things’ fremmede verden til live på lige dele uforglemmelig og bizar vis.
Imens bevæger fotograf Robbie Ryans dynamiske billeder sig fra sort hvid til det overvældende kulørte, mens jeg måske bedst kan beskrive scenografien og filmens verden som en slags regnbue-gotik.
Den nærmeste reference til Poor Things’ visuelle udtryk er Francis Ford Coppolas undervurderede Bram Stoker’s Dracula.
Og løjerne krydres med mere nøgenhed, blod og kirurgiske indgreb, end man nok forventer fra en Hollywood-film.
Så var Barbies — også gennemførte — pastelunivers nok lidt nemmere at sluge for de fleste.
Men igen er der flere ligheder end forskelle.
For som hos Barbie føles verden i Poor Things sært kunstig, som små modeller menneskene har taget bo i.
Og som hos Barbie fortælles en historie, om en kvinde der bliver genfødt og oplever verden med helt nye øjne, mens en serie mænd prøver at tage overskab over både hende og det samfund, hun lever i.
Og præcis som Barbie argumenterer Poor Things for, at et blik med nye øjne på vores verden kun kan resultere i en ting: en grundlæggende feministisk indstilling.
Barbie gjorde Ryan Goslings hylesjove mandsling Ken til et uundgåeligt internet-meme, og samme skæbne fortjener Poor Things helt egen Ken spillet genialt af Mark Ruffalo.
En selvfed førsteelsker, der hurtigt må se sine egne begrænsninger i mødet med Emma Stones helt bogstaveligt skamløse hovedperson Bella Baxter.
Ruffalo er overvældende sjov i sit på en gang karikerede og troværdige spil i så stor grad, at det er utroligt, at han ikke overskygger filmen.
Men det har han faktisk slet ikke en chance for.
For Emma Stone leverer i hovedrollen som Bella Baxter en af den slags præstationer, man nok for altid vil forbinde den ellers allerede fremragende skuespiller med.
Som en blanding af vuggestuebarn, Frankensteins monster og hypermoderne frigjort kvinde kaster hun sig ind i filmen med en præstation, der er både sjov og rørende.
Stone smider hele sin fysik ind i rollen, når hun scene for scene lader Bella udvikle både motorik, mimik og følelsesliv fra at føles som en nyfødt i filmens begyndelse, til et fuldt formet individ til sidst.
Hun gør næsten egenhændigt den ellers lidt kølige fabellignende film både bevægende og menneskeligt nærværende.
Jeg tror aldrig jeg har set noget lignende.
Stone bliver fulgt af den forrygende musik af Jerskin Fendrix, der stavrer grotesk afsted med Bellas første trin, før den eksploderer i elegante og overvældende følelsesudbrud, når Bella opdager verdens muligheder for skønhed.
Imens er Poor Things, på trods af solide mængder blod og sex, ikke bange for at være helt oprigtigt fjollet, på måder der næsten konstant kommer bag på en.
Det er helt enkelt en af de sjoveste komedier jeg har set længe — nok siden Barbie — og Poor Things.
Og som Barbie er filmen på trods — eller måske netop på grund af — sine tunge temaer i virkeligheden en dosis seriøs feel-good, når den lader sin hovedpersons sødme overvinde fejlene i den verden, hun er faldet ned i.
Ingen får lov til at putte Bella Baxter i en kasse for længe af gangen, og det samme gælder heldigvis for Poor Things, der på trods af en slutning der nok sænker fortællingens tempo lidt for meget, føles som en født klassiker.
Jeg kan ikke vente med at holde filmaften med både den og Barbie.
Emma Stone er helt enkelt uforglemmelig i den hylesjove og bevægende Poor Things, der føles som Barbie på syre.
