How to Have Sex anmeldelse: Sol, sand, sprut og samtykke
Det starter så godt.
Instruktør Molly Manning Walker får i sin debutspillefilm virkelig sit publikum til at mærke glæden fra de tre piger Tara, Skye og Em, da de ankommer til deres livs ferie på Kreta.
Uden forældre på slæb skal de tre 16-årige have et blowout af en solskins/sprut ferie på egen hånd, og stemningen er smittende elektrisk, da pigerne først ankommer til deres hotelværelse, og senere da de er til basdunkende fest.
Vel er det nogle faresignaler, når de hormonfyldte piger spår om, hvor meget sex de skal have med et indbygget både uudtalt og udtalt pres rettet mod Tara, der endnu ikke har haft sex med nogen.
Men de solbrændte billeder af fotograf Nicolas Canniccioni lader filmen være lige så forførende som udsigten til festferie er for pigerne.
Og skuespillet fra alle involverede — men især Mia McKenna-Bruce — gør karaktererne til elskelige og dybt uperfekt mennesker, som man hurtigt holder af.
Så meget desto mere smerteligt er det, da ferien støt og roligt vender rundt til at blive den absolut værste for Tara.
For How to Have Sex mangler helt bevidst et ‘not’ midt i titlen.
For kombinationen af sprut, hormoner og gruppepressede unge gør inden længe, at grænser bliver brudt på måder de aldrig skal.
Pludselig er den dunkende musik ikke oplivende, men omklamrende, og den solbeskinnede ferieby i Kreta fyldes med skrald, mens billederne bliver klaustrofobisk.
Det er fremragende filmhåndværk fra den debuterende Molly Manning Walker, der går benhårdt i krig med et så tungt emne som seksuelt samtykke, på en moderne måde jeg måske nok aldrig har set på film.
How to Have Sex er den perfekte modgift til kluntede film om overgreb som f.eks. The Last Duel, når den med ømhed skildrer de mængder af pres, der kan gøre det næsten umuligt for unge mennesker at tackle overskridelse af deres egne grænser.
Skyld, gruppepres, følelser og venner der overser hinandens signaler er afgørende elementer i How to Have Sex, uden at den nogensinde bliver en prædikende dansktime film.
Det er noget af en præstation.
Og det er i sandhed også de tre skuespillere i front, der ikke alene skal spille 10 år yngre, end de i virkeligheden er, men også spille hamrende fulde, mens de formidler følelser, som filmen kun ganske sjældent lader gå gennem dialog.
Kun i enkelte øjeblikke bliver How to Have Sex for tydelig i sine budskaber, og det er langt fra nok til at sænke en film, der er i stand til at gøre en festrejse til Kreta, til et følelsesmæssigt mareridt.
Med lige dele formidabelt filmsprog, ømhed og klarsyn skildrer How to Have Sex, hvordan overgreb alt for ofte kan være næsten usynlige.
