Miniheltene anmeldelse: Fra forfatterne bag Toy Story
“Fra forfatterne bag Toy Story.”
Sådan markedsfører den europæiske animationsfilm Miniheltene sig stolt i blandt andet sin trailer.
Og hvem ville ikke være stolt over at have samme ophav som en urørlig animationsklassiker.
Men hvis nu man skal se en ny film fra nogle af forfatterne bag Toy Story, hvilke forfattere skal det så være?
Skal det være folk som John Lasseter, Pete Docter og Andrew Stanton, der senere skulle stå bag film som Græsrødder, Toy Story 2, Biler, Op, Wall-E, Inderst inde og Sjæl?
Eller får du mere lyst til at se Miniheltene, hvis jeg siger den kommer fra forfatterparret Joel Cohen (nej, ikke den Joel Coen) og Alec Sokolow, skaberne af…Garfield, Garfield 2 og Daddy Day Camp.
Desværre er det sidstnævnte, der måske lidt for snedigt refereres til i filmens markedsføringskampagne.
Hvis du tror, at det rykker oddsene for, at Miniheltene er et nyt animationsmesterværk, i den forkerte retning, så har du helt ret.
Men det er faktisk ikke det værste ved Miniheltenes markedsføring.
For fandeme om ikke traileren til Miniheltene beder sine seere om at bruge deres fantasi.
Det bør den nok ikke gøre, når den selv lider af en akut mangel på samme.
For historien om en marionetdukke og en rappende bamse, skabt i en stil, der kun kan beskrives som europæisk-offbrand Pixar, er nemlig om ikke helt fantasiløs, så i hvert fald uinspireret.
Miniheltene er nemlig endnu en mellemvare af en europæisk co-produktion, der veksler personlighed for et fladt mellemvareprodukt, der uden samme ressourcer og budget alligevel sigter efter at kopiere de store amerikanske forbilleder.
Hvorfor skal en belgisk/franks/spansk co-produktion (endda løst baseret på spanske Don Quixote) f.eks. foregå i et kulørt New York, og hvorfor er det storøjede, nuttede karakterdesign og det levendegjorte legetøj så bekendt, at det med det samme er glemt?
Fordi målet er international succes. Det tyder placeringen af produktionsselskabets navn over filmens titel også på. Som om skaberne i nWave krydser fingre for at blive de nye Illumination.
Det har de næppe en chance for at blive, men Miniheltene skal nu nok tjene sig ind.
For selvom jeg er streng ved den letbenede film, så er den alt andet end anstødelig.
Lyssætningen er filmens bedste visuelle træk, og både karakterer og historie er tilpas søde og energiske til, at ingen går alt for skuffede fra biografen — selvom Miniheltene nok gør sig endnu bedre på streaming.
Men altså, vi må gerne kræve mere af vores film, end at de ikke er anstødeligt dårlige. De må faktisk gerne være mindeværdige.
Lidt ligesom Toy Story.
Miniheltene er sød, kulørt og næsten fuldstændigt forglemmelig.
