Wicked Little Letters anmeldelse: Britiske bandeord
Bandeordene i instruktør Thea Sharrocks film Wicked Little Letters fungerer lidt ligesom, når min snart 4-årige datter kaster sig ud i bandeord.
De er i hvert fald sendt afsted med samme kombination af uvidenhed og absolut fryd.
I Wicked Little Letters gemmer bandeordene sig i titlens små breve, der fyldt med personligt målrettede og komiske vederstyggeligheder fra en ukendt afsender først rammer den højhellige og konservative Edith Swan, og siden begynder at sprede sig i den lille britiske havneby Littlehampton.
Det gjorde brevene også i virkelighedens Littlehampton i starten af 1920’erne, og det er denne noget groteske historie, der danner grundlag for Wicked Little Letters.
Og brevene selv danner grundlag for flere af filmens sjoveste scener.
For det er sjovt, når de landlige briter skal læse den bizarre serie af ofte barnlige ukvemsord op.
Ikke mindst fordi filmens helt store force er et upåklageligt cast.
Timothy Spall er fremragende som filmens egentlige skurk og egocentrisk patriark i den konservative Swan-husholdning.
Mindst lige så god er Anjana Vasan som den lille bys undertrykte og eneste kvindelige politibetjent, der forvandler sig til filmens stoiske Hercule Poirot i jagten på afsenderen af de små unge breve.
Men det er selvfølgelig duoen i centrum, Olivia Colman og Jessie Buckley, der for alvor gør Wicked Little Letters seværdig.
Colman løfter som altid alle film hun medvirker i. Hun leverer en perfekt blanding af højnet komik og ægte indre smerte, som den stadig hjemmeboende og dybt underkuede Edith Swan.
Hun står overfor Jessie Buckley i rollen som Edith Swans frimodige nabo Rose Gooding, og både kemien og den komiske timing mellem de to er noget nær perfekt.
Men de understøttes også fint af Jonny Sweets manuskript, der leverer rigelige mængder karakterdrevet humor og rappe replikker til at man morer sig filmen igennem.
Måske endnu mere imponerende dykker Wicked Little Letters også under den komiske overflade, hvor den med held finder sine karakterers indre dæmoner, men den får leveret fine feministiske pointer.
Så er det til at tilgive, at filmens udtryk er mere britisk eftermiddagsserie end biograffilm, og at filmens lyst til at være opløftende feel-good skurer lidt mod den tiltagende dunkle historie.
For når først de britiske bandeord fyger, er det svært ikke at være underholdt.
Det tror jeg også min datter — og de andre fra børnehaven — ville være helt enige i.
Olivia Colman og Jessie Buckley er uimodståelige både som venner og fjender i denne veloplagte britiske komedie.
