All the Money in the World anmeldelse: Christopher Plummer redder dagen

Vi må hellere få det af vejen med det samme.

De fleste filmfans, der har fulgt med i filmnyheder den sidste tid, ved hvad det handler om.

Snakken om Ridley Scotts nyeste film All the Money in the World er gået mere på udskiftningen af en central skuespiller end på filmen selv, men det er også umuligt at undgå andet.

Kevin Spacey havde nemlig allerede spillet rollen som en af verdens rigeste mænd nogensinde – J. Paul Getty – da skandalerne som bekendt begyndte at ramle ind over den ellers elskede skuespiller.

I al hast blev Spacey derfor udskiftet med veteranen Christopher Plummer, der genindspillede Spaceys scener på kun cirka to uger!

Af samme grund er det så utroligt imponerende, at udskiftningen næsten ikke kan ses overhovedet. Kun en enkelt effekt-forstærket scene ser lidt kunstig ud – måske – fordi Plummer har taget Spaceys plads.

Men endnu mere imponerende er det, at Plummers J. Paul Getty faktisk er det bedste ved filmen. Hans naturlige alder giver rollen en troværdighed, som den sminkede Spacey tilsyneladende manglede, i de glimt vi fik af ham i tidlige trailers.

Men helt uden snak om udskiftning af skuespillere, så er All the Money in the World en solidt underholdende film.

Det skyldes ikke mindst, at Ridley Scott har kastet sig over et velskrevet manuskript af David Scarpa baseret på en sand historie.

En helt vildt usandsynlig sand historie.

Barnebarnet til en af verdens ubetinget rigeste mænd – J. Paul Getty – kidnappes i 1973 med krav om en løsesum på 17 millioner dollars.

Barnebarnet Johns bekymrede mor Gail – der er tidligere svigerdatter til Getty – beder Getty om hjælp.

Men hvad vil verdens rigeste mand betale for at få sit barnebarn tilbage?

Intet.

Til trods for at oliemilliardæren Getty på det tidspunkt var 2 milliarder dollars værd – hvilket justeret for inflation er noget, der minder om 12 milliarder dollars i nutiden – så nægter Getty at give en klink for at redde sit barnebarns liv.

Det er mildest talt en underlig situation.

I stedet sætter Getty sin sikkerhedsmand Fletcher Chase på sagen. Sammen med Gail forsøger han at finde ud af, hvor kidnapperne har John, inden det er for sent.

Det er kun åbningen på en historie, der bliver tiltagende mere bizar, som den skrider frem. Hvordan situationen udvikler sig, vil jeg ikke afsløre, i tilfælde af at du ved lige så lidt om historien, som jeg gjorde inden filmen.

Men jeg kan da godt afsløre, at tingene udvikler sig så mærkeligt og overraskende, at jeg undervejs tvivlede på, hvor meget All the Money in the World holdt sig til sandheden.

Men lidt research afslører, at den er overraskende virkelighedsnær.

Det gør ikke underholdningsværdien mindre.

All the Money in the World starter som en slags sort komedie, men udvikler sig hurtigt til at være en solid thriller i takt med at faren for Johns liv tiltager.

Ridley Scott får sat fokus på den bizarre komik, der omkranser en mand, der både er ubegribeligt rig, men også så nærig at han får installeret en mønttelefon til gæsterne i sit hjem.

Men Scott leverer også en række forbløffende velorkestrerede spændingsscener, der beviser, at hans instruktør-håndværk stadig er intakt i en alder af 80.

Alien: Covenant fik mig ellers til at tvivle.

Lidt sværere er det med det følelsesmæssige engagement. Ellers fremragende Michelle Williams hiver en lige lovlig påtaget dialekt frem i rollen som den lidende mor Gail.

Endnu værre går det med Mark Wahlberg, der leverer en noget flyvsk præstation som sikkerhedseksperten Chase.

Han virker decideret fejlcastet.

Hen mod slutningen går dampen desværre også lidt af thriller-ballonen.

Heldigvis dukker Christopher Plummers Getty op med jævne mellemrum og redder dagen. Den 88-årige skuespillers monstrøse Scrooge-lignende figur er både rædselsvækkende og imponerende sjov.

Nok er præstationen noget karikeret – som en skurk fra en Disney film – men den er altså også formidabelt underholdende.

Det var sgu nok meget godt, at ham Spacey blev udskiftet.

All the Money in the World er for det meste en stærkt underholdende gengivelse af en helt ubegribelig sand historie. Det er måske ikke alt, der fungerer lige godt, men Christopher Plummers mageløse monster er biografturen værd i sig selv.