The Disaster Artist anmeldelse: Verdens værste film?

Hvornår er en film dårlig? Altså sådan virkelig dårlig?

Det burde en filmanmelder vel egentlig kunne svare på, men det er ikke så nemt endda.

De fleste er enige om, at The Room er dårlig. Faktisk har den fået stor succes på at være dårlig. Den er af flere blevet kaldt verdens dårligste film.

Fra sin udgivelse i 2004 har The Room vokset sig til et ægte kultfænomen.

Hvis du har været et smut i Husets biograf til en af de mange visninger af The Room gennem de sidste 4 år, så ved du allerede hvor dyrket Tommy Wiseaus film er.

Men er den verdens dårligste film?

Nej. Selvfølgelig er den ikke det, og hvis du for alvor mener, den er det, så har du ikke set mange dårlige film.

Du kan følge med i The Room. Du kan se hvad der foregår. Du kan forstå, hvad der bliver sagt. Filmsproget hænger sammen.

The Room er ikke verdens dårligste film. Den har for meget personlighed, for meget charme.

Og så er den frem for alt virkelig underlig.

Det er det, der har gjort den så populær.

The Room har sin helt egen vibe. Sin helt egen mærkelige interne logik. Den er ubetinget produktet af en meget mærkelig mands kreative drifter.

Og det er denne mærkelige mand, Tommy Wiseau, der har inspireret tusindvis af mennesker siden filmens premiere.

En af dem er James Franco, der både har instrueret The Disaster Artist og indtager den centrale rolle som Tommy selv.

The Disaster Artist er baseret på bogen af samme navn om tilblivelsen af The Room skrevet af Greg Sestero; Tommys bedste ven, der spiller den markante rolle som Mark i The Room.

I The Disaster Artist spilles Greg af James Francos bror Dave, der indtager rollen  med et overbevisende fjoget smil.

Sammen fortæller de historien om, hvordan to skuespilspirer – en af dem meget mærkelig – fik skabt deres egen ufatteligt sære film.

Ikke overraskende er det James Franco, der stjæler billedet med sin næsten perfekte imitation af den sære Wiseau.

Hvis du endnu ikke er blevet introduceret for ham, så er det filmen værd i sig selv. Franco fanger Wiseaus mildt sagt mærkelige accent og endnu mærkeligere attitude ned til de helt små detaljer.

Wiseau kan som figur ikke undgå at forvandle filmen til en komedie, og The Disaster Artist er da også både charmerende og sjov.

For The Room fans er der endnu mere at hente. Det er sjovt at se flere scener nøje genskabt, og filmen kommer omkring alle de mest berygtede øjeblikke fra filmen.

Det er fanservice, men det er også filmens stærkeste kort.

En del mere trægt går det med forsøgene på drama.

Selvom Dave Franco er god som Greg, så hæmmer det altså også The Disaster Artist, at historien er fortalt fra hans perspektiv.

James Francos Tommy er så åbenlyst den mest interessante og underholdende figur, at alt omkring ham blegner.

Mest interessant bliver det da The Room får premiere og fremkalder latter i stedet for den benovelse Tommy havde håbet. Her berør The Disaster Artist det essentielle element ved filmens succes.

Dyrkelsen af den slags film handler om det fællesskab, der opstår omkring filmen mere end filmen selv.

Det ved alle, der både har set The Room alene og i en flok. Oplevelsen er usammenlignelig.

Men er det kærlighed eller hån, når man dyrker en film på den måde?

Svaret er mudret, og lidt det samme gælder for The Disaster Artist. Franco vil gerne have os til at grine af Tommy, men også føle for ham.

Det første lykkes bedre end det sidste.

The Disaster Artist er både sjov og uimodståeligt charmerende. Præcis som med The Room er det dog Tommy Wiseau, der dominerer. James Francos præstation er filmens helt store trækplaster, og den blegner kun lidt ved siden af den ægte vare.