Vitello anmeldelse: 5 film i en
På både godt og ondt føles Vitello lidt som en håndfuld kortfilm, der er sat løst sammen.
Det er ikke så godt, fordi Vitello bliver episodisk i det ekstreme. Den lille dreng med det sorte hår, har en masse forskellige oplevelser.
Han leger spejder, han bliver bange for monstre, han finder en kæreste, han møder en flink bums på en parkbænk og meget andet.
Kun ganske få af oplevelserne spiller ind i de andre. Af samme grund kommer Vitello til at virke lidt for meget som en hel serie af små separate tegnefilm, der er minimalt hægtet sammen.
Det eneste, der limer de små episoder sammen, er Vitellos jagt på en far.
En far som Vitello må drømme sig til, for han er helt ude af billedet, og Vitellos mor vil ikke sige andet om ham, end at han er en sjuft.
Så er der jo ikke andet at gøre, en at lave en collage af forskellige billeder, der tilsammen danner Vitellos drømmefar. Men hvad siger man til vennerne? Der alle sammen har seje fædre.
Måske kunne den lokale dårligt hørende pølsemand agere falsk far?
Det er bare en af de mange sjove ideer, som Vitello byder på, men som den kun sjældent følger op på.
Men det episodiske har også kvaliteter i sig selv.
For er det egentlig ikke lidt sådan, vi oplever tingene, når vi er små?
Det er i hvert fald sådan jeg husker min barndom. Som små enkeltscener. Små enestående oplevelser der stadig mærker mig i dag.
Den ene dag tager man en fremmed hund med hjem, den anden dag er man inde hos den nye nabopige for at se hendes skøre hamster.
I hvert fald, hvis man hedder Vitello.
Det episodiske holder også tempoet højt, hvilket ellers ofte er et problem i den her type europæisk animation rettet mod de helt små.
Der er altid en ny god ide, der står og banker på i Vitello. Så det er svært at nå at kede sig, også for de helt små biografgængere, vil jeg gætte på.
Det hjælper også at Vitello er så forbandet godt instrueret af Dorte Bengtson.
Den byder på noget virkeligt imponerende stemmeskuespil fra store navne som Sidse Babett Knudsen, Morten Grunwald og Nikolaj Kopernikus.
Men det er børnestemmerne, der for alvor løber med showet. Deres skuespil virker mumlende, spontant og organisk. Flere gange taler figurerne i munden på hinanden til vildt sjov effekt.
Resultatet er, at de tegnede børn kommer til at virke som ægte børn. Det er altså lidt af en præstation.
Både manuskriptet og animationen har også en god fornemmelse for sjove detaljer. Om det er spaghetti med smør og riveost, eller Vitellos mors lidt tunge bryster, der altid svinger rundt eller ligger ovenpå et eller andet.
Animationen er enkel, og uundgåeligt bundet af et smalt budget. Men den formår alligevel at være både smuk, humoristisk og frem for alt udtryksfuld.
Den gør meget med ganske få midler.
Og sådan er det generelt med Vitello.
Det kan da godt være, at den virker mest som en række løsrevede kortfilm, men når de er så gode, så betyder det måske ikke så meget.
Vitello er fantasifuld og humoristisk underholdning for hele familien. Det er ubetinget en lille film, men den opvejer sine mangler med store mængder charme og god gammeldags hygge.
