Den stygge stedsøster anmeldelse: I spejlet

Hvad end der er i det franske vand, som både instruktørerne Julia Ducornau og Coralie Fargeat drikker, så er det nu nået til Norden.

Norske Emilie Blichfeldt har i hvert fald fået en slurk af det og på den baggrund leveret en kropsklam feministisk fabel, Den stygge stedsøster, der føles som en kusine til både Ducornau og Fargeats mesterlige Titane og The Substance.

De tre film har mængder af kvaliteter til fælles.

De går alle direkte i kødet (bogstaveligt) på moderne menneskers syn på køn (særligt det kvindelige) med vildt udstryksfulde blod og kropsvæske-dryppende-film, der nok bygger ovenpå filmhistorien, men alligevel føles som deres egne.

Men det var nu en mere overfladisk lighed, der stak mig i øjnene, da jeg så Den stygge stedsøster for første gang.

For alle tre film har en afgørende scene, hvor nogen kigger sig i spejlet.

I Titane kigger Alexia sig i spejlet, inden hun smadrer sin næse mod håndvaskens ubarmhjertige porcelæn og forvandles til Adrien.

I The Substance kigges der i spejlet mange gange, men nok mest mindeværdigt, da Hollywood-stjernen Elisabeth inden en potentiel date, drages til spejlet igen og igen i ekstrem utilfredshed med et ansigt, som ikke kan leve op til hendes og omverdenens idealer uanset, hvor meget makeup, hun putter på det.

Og så er der Den stygge stedsøster, hvor den unge Elvira kigger sig mindst lige så utilfreds i spejlet, og ser et ansigt, som ikke på egen hånd kan få fat på den eftertragtede prins, eller leve op hendes næsten naturligt perfekte stedsøster Agnes (som senere får tilnavnet Askepot), og nåh ja, så presser hun i ekstremt closeup en cremet hudorm ud af porerne på sin næse.

I alle tre film er samfundets idealer et pres, der internaliseres, og gør det svært at eksistere, som det uperfekte menneske, man er.

Den mindst komplekse af de tre scener er dog nok den fra Den stygge stedsøster, der går mere efter et dejligt vammelt øjeblik, end kompleksiteten i de førnævnte scener.

Og det passer sådan set også fint for filmen, der ikke helt kan leve op til sine kusiner, selvom den snerper derhenad.

Til det er den tematisk på en gang lidt for simpel og slutningen (med undtagelse af en vellykket mindeværdig effekt, som har med en anden slags krops-orm at gøre…) lidt for meget en vag fuser, som ikke helt når i mål med sin hovedkarakter.

Men Den stygge stedsøster er altså også instruktør Emilie Blichfeldts debutspillefilm, og jeg sammenligner den voldsomt uretfærdigt med mesterstykker fra mere erfarne filmskabere.

At den overhovedet kan danse med i det kropsgysende feministiske dansebal, er en præstation i sig selv.

Men det kan den, ikke mindst på grund af sit udtryk.

Den stygge stedsøster pendulerer mellem at ligne en sleazy historisk sexploitation fra 1970erne, og jordnære eventyrfilmatiseringer fra østeuropa i samme periode.

Blichfeldt og hendes meget dygtige hold skaber en virkelighed, der på en gang føles snasket virkelighedsnær og grotesk højnet.

Lea Myren leverer en fantastisk præstation i hovedrollen som Askepots stedsøster med lige dele naivitet, galskab og akavethed, så det er en fryd at se hendes rejse ned i dyndet i jagten på skønhed.

Manuskriptet er oprigtigt sjovt og den lille håndfuld af slibrig kropsgys og lemlæstelse, skal nok få de fleste til at rykke sig ubekvemt i biografsædet, men næppe uden også at grine lidt af filmens natsorte humor.

Og det bekræfter, at kombinationen af snasket kropsgys og knivskarpe feministiske temaer langt fra er udslidt.

Blichfeldt må gerne give en tår af det der vand videre til flere filmskabere.

At rykke Askepot-eventyret et skridt til siden og i stedet fokusere på stedsøsteren er et smågenialt træk, også selvom filmen ikke helt får givet nok kød på til at forsvare sin spilletid.

Det betyder heldigvis ikke så meget, og mon ikke Blichfeldt laver sin Titane eller The Substance næste gang?

Indtil da, skal jeg se Den stygge stedsøster igen.

Den stygge stedsøster finder bændelormen i Askepot-eventyret med en vildt sjov og ofte ulækker feministisk fabel.