Karate Kid: Legends anmeldelse: Alle de rigtige ingredienser

Ingredienserne er der.

Karate Kid: Legends trækker på den elskede Karate Kid, når den lægger fra land med salig Pat Morita. Den henter Ralph Macchios efterhånden aldrende Daniel LaRusso ind fra de oprindelige første film og den populære seriegenoplivning Cobra Kai.

Og så vender den tilbage til The Karate Kid fra 2010, som den klogeligt vælger at skrotte alt andet fra end legendariske Jackie Chan, der i sit liv efterår bliver brugt alt for lidt på det store lærred.

Den laver også en (nogenlunde) behændig bue uden om kulturel appropriation, når den lader sin kung fu-udøvende hovedperson Li Fong have kinesisk baggrund.

Han spilles endda med veloplagt sødme af Ben Wang, der behændigt bruger sin baggrund som danser i filmens kampscener.

Selv den nye karatedrengs love-interest spilles fint af Sadie Stanley, mens filmens skurk Aramis Knight også har den rigtige aura omkring sig.

Ingredienserne er på plads.

Desværre virker det til, at filmskaberne bag Karate Kid: Legends har tænkt, at ingredienser var rigeligt.

De har i hvert fald ikke orket at lave en opskrift.

For manuskriptet til Karate Kid: Legends er et af de sløveste, jeg længe har været vidne til på det store lærred.

Filmen sløser sig igennem sin ikke-eksisterende historie, når den bevæger sig umotiveret gennem Karate Kid-klicheerne som en prikbog uden forbindende linjer.

Kampturnering, check, træningssekvenser, check, slåskampe, check.

Filmen glemmer bare at skabe et forbindende plot eller tilnærmelsesvist interessante karakterer.

Med et ord som Legends i titlen, er det forbavsende, hvor lidt vægt Jackie Chans Mr. Han og Ralph Macchios Daniel LaRusso introduktioner har.

De dukker op og arbejder sammen fordi…det er en karate kid film.

Filmens kampscener er fint koreograferede, men de skjules for ofte bag overklippet filmsprog, og særligt filmens finale — der jo ellers er altafgørende i en Karate Kid-film — er en jappet og hurtigt overstået skuffelse.

De søde skuespillere holder filmen oven vande, men de hjælpes ikke på vej af det flade Disney-børneserie udtryk, der bare cementerer indtrykket af filmen som noget skabt til streaming.

Men det behøver ikke at være en fornærmelse. Cobra Kai var også skabt til streaming, men havde både personlighed og et take på Karate Kid, der tilfredsstillende både nostalgikere og en ny generation.

Sådan er det ikke med Karate Kid: Legends, der ikke er dårlig nok til at støde, men heller ikke interessant nok til at blive husket.

Karate Kid: Legends får aldrig samlet sine gode ingredienser til en tilfredsstillende helhed, og stiller sig i stedet til tåls med at være glat og personlighedsløs.