Mission: Impossible – The Final Reckoning anmeldelse: If You Choose to Accept It

Som fan af Mission: Impossible-filmserien er det tid til at påtage dig en mission. Selvfølgelig hvis du – som den oprindelige team-leder Dan Briggs også gjorde det allerede i TV-seriens begyndelse i 1966 – “…vælger at acceptere den.”

Din mission: Du skal moderere din skuffelse.

Jeg er nemlig bange for, at al snakken om Mission: Impossible – The Final Reckoning ender med at handle om, at den nyeste film er en skuffelse.

At den ikke lever op til sine to mesterlige forgængere, og at serien dermed — med en film der klart præsenterer sig selv, som den sidste Mission: Impossible-film — ender med at selvdestruere i et lille puf af røg i stedet for den gnistrende eksplosion, vi alle sammen havde håbet på.

Det store problem med at dæmpe skuffelsen over The Final Reckoning er desværre, at det passer.

The Final Reckoning er ikke lige så god som Fallout og Dead Reckoning Part 1.

Det er uden tvivl den mest puslespillede af alle Mission: Impossible-filmene, der allerede i årevis inden instruktør Christopher McQuarrie kom ombord, var stykket sammen om ideer til storslåede actionscener, der først senere skulle forbindes med et egentligt plot.

Det kan man mærke denne gang i en film hvor store produktionsproblemer, forsinkelser og den forrige films skuffende indtjening (hvordan end over en halv milliard dollars så er skuffende) alle skinner igennem på lærredet.

For mellem sine actionscener er The Final Reckoning ofte noget rod. Scene efter scene fyldes med skiftevis tiltagende fjollet spion-tech-snak eller næsten parodisk hyldest til Ethan Hunts kristus-lignende evner til at redde verden.

Det i en grad så The Final Reckoning til tider føles som noget nær en parodi af sig selv.

Filmen bevæger sig fra sted til sted, ofte uden tilnærmelsesvis at give mening eller kunne forsvare, hvorfor det lige er det land vi nu skal til.

Til sidst føles løjerne ikke nødvendigvis som et komplet puslespil, men mere som en 4-årig der har improviseret alt mellem hjørnebrikkerne.

Og det er selvfølgelig ærgerligt, hvis nu du havde forventet endnu en Fallout eller Dead Reckoning.

Men SÅ ærgerligt er det heller ikke; husk nu din mission: moderer din skuffelse.

For selvom The Final Reckoning vakler, så er det sandsynligvis en af årets bedste biografoplevelser.

Det højnede filmsprog, den bombastiske musik og en skuespilbesætning, der er villig til at give alt til selv den mest fjollede dialog, gør selv de mest grotesk forklarende scener til sanseligt underholdende filmoplevelser.

The Final Reckoning distraherer med held fra sine mangler med en solid dosis nostalgi til alle os, der elsker alle filmseriens indslag.

Overraskende og sjove forbindelser til tidligere film vælter ud af lærredet, mens filmen giver et passende farvel til en af filmhistoriens actionfilmserier med højest standard.

Det kan betale sig at have særligt Brian De Palmas første film og J.J. Abrams tredje film frisk i hukommelsen, inden du sætter dig til rette i sædet.

Og så er der selvfølgelig filmens to højdepunkter.

En nervepirrende og bjergtagende undervandssekvens, der bør få James Cameron til at give mere end bare et anerkendende nik, og den højtflyvende finale, der er lige så fjollet integreret i filmen, som den er et ægte sug i maven på et stort lærred.

Begge dele hører blandt Mission: Impossible-filmenes bedste sekvenser, og er helt ærligt billetprisen værd i sig selv.

Og pludselig er det måske alt andet end en umulig mission at moderere sin skuffelse.

For vel er The Final Reckoning ikke helt så god som de to foregående film i serien.

Men den er stadig over næsten alt andet.

The Final Reckoning giver noget så sjældent som ægte sug i maven, når den en (måske) sidste gang sender Ethan Hunt på mission til lands, til vands og i luften.