Final Destination: Bloodlines anmeldelse: Slasher uden mellemmand

Final Destination er vel nok den eneste slasher-serie uden mellemmand.

Her er ingen maskeklædt, forbrændt, sminket eller deform morder til at plage filmens hovedpersoner.

Nej, i Final Destination er moderen døden selv, der beklageligvis for filmens karakterer holder en slags grotesk dødsregnskab, der altid skal gå op.

Og nok endnu værre foretrækker at dræbe sine ofre ved hjælp af sirligt forbundne Storm P.-lignende strukturer af dagligdags objekter af den slags, der kan starte med en gryde popcorn på komfuret og ende med at nogen hoved eksploderer i mikroovnen.

Men, hvad der er skidt for slasher-ofre, er godt for slasher-publikummet. Final Destination hører ubetinget blandt toppen af post-Scream gyser serier.

Den fjollede præmis har vist sig som guld for en række oprigtigt filmiske sekvenser, der med smukt håndværk spiller på publikums forventninger selv i seriens mindre gode film.

Alligevel er det, som alle gyser-fans ved, ikke nødvendigvis godt nyt, når en franchise rejser sig fra graven 14 år efter sidste indspark i serien, som tilfældet er med den nye Final Destination: Bloodlines.

Man skal ikke have set mange Rings for at være bange for en slatten pengehungrende franchise-genoplivning eller en nostalgi-svælgende legacy-sequel.

Men sådan er det heldigvis ikke med Final Destination: Bloodlines.

Instruktørparret Zach Lipovsky og og Adam Stein har nemlig skabt en både værdig og vaskeægte efterfølger til de tidligere film i serien, der både er i tråd med hvad der gik forud og finder sin egen identitet.

Det er tydeligt allerede fra filmens forlængede åbningssekvens, hvor sort humor og godt filmhåndværk blandes sammen i en evigt eskalerende katastrofesekvens, der leverer grumme grin allerede inden filmens egentlige historie går i gang.

Der er dømt konstante og tilfredsstillende setups og payoffs, når Bloodlines leger med publikums forventninger.

Denne gang er gruppen af mennesker, som døden har set sig sur på, en familie, og de får lige nøjagtig nok karaktertegning til at de er sjove at følge.

Havde de været lidt bedre skrevet og havde Bloodlines sidste del ikke været helt så rodet, så kunne den have været en decideret nyklassiker.

Men mindre kan heldigvis også gøre det, og Bloodlines kaster sig ud i den ene sirligt koreograferede dødssekvens efter den anden.

Man fornemmer en næsten Sam Raimi-lignende lyst til at pine sine hovedpersoner, samtidig med at filmen ikke føler sig hævet over sit materiale, som tilfældet f.eks. var det med den skuffende The Monkey.

At effekterne til tider er mere ambitiøse end overbevisende gør ikke så meget, når de er brugt så udtryksfuldt og underholdende som her, og skulle en enkelt død være mindre tilfredsstillende, så venter der altid et grusom twist lige om hjørnet.

Imens får referencer til tidligere Final Destination-lov til at stå passende i baggrunden, hvor fans kan bemærke dem, og alle andre kan ignorere dem.

Det er helt enkelt imponerende godt for den sjette film i en 25 år gammel serie, og det lover godt for fremtiden for den eneste slasher-serie, der springer mellemmanden over.

Final Destination: Bloodlines blander sort humor og mængder af kreative dødsfald i en blodig kompot, der er sine forgængere værdig.