The Monkey anmeldelse: Skilt sauce

Trofaste læsere vil vide, at jeg elsker, når film mestrer mere end en tone ad gangen.

Mange af mine personlige favoritfilm har evnen til at væmme mig, varme mit hjerte, få mig til at tænke og grine højlydt.

En af filmkunstens helt store kvaliteter er for mig evnen til at forene modstridende følelser, genrer og ideer og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Jeg tror instruktør Osgood Perkins har det på samme måde.

Perkins forsøgte i hvert fald selv i gennembrudsfilmen Longlegs at lave en emulsion af noget forskellige elementer.

Den film blev en stor succes, men efter min mening mestrede den netop ikke at forene sine forskellige smage til en helhed.

Saucen skilte desværre.

Nogle skefulde Ondskabens øjne, lidt True Detective, en eftersmag af okkult gys, kluntede needle drops, en oversminket Nicolas Cage med fistelstemme og en dosis ‘se hvor grotesk det hele er’-humor blev ikke til en bedre film på trods af flot fotografering og effektiv klipning.

Og nu gør Perkins det så igen, eller rettere gør det ikke igen, med Stephen King-filmatiseringen The Monkey.

Denne gang er instruktøren i mere eksplicit gyserkomedie-territorium i historien om et brødrepar og deres interaktioner med en skummel legetøjsabe, der varsler død, hver gang den slår på sin tromme.

Den død er filmens bedste kort, når The Monkey med jævnt interval leverer fine små Storm P. dødsfald.

Vel er det lige computeranimeret nok, og samme blodige slapstick er gjort længder bedre i Final Destination-serien, men det er sjældent ikke sjovt at se kroppe eksplodere til lyserød tåge på film.

Men The Monkey er noget rod.

Perkins propfylder sin historie med overdrevent finurlige karakterer, der konstant peger på deres egen og filmens gakkethed i en sådan grad, at det var noget nær umuligt for mig at grine af eller med en eneste af dem.

Det er problematisk for en gyserkomedie.

Endnu mere problematisk er, at Perkins også vil have sit publikum til at føle med sine hovedpersoner og deres nære forhold til døden.

En historie der må tænkes at være meget personlig for Perkins, der mistede begge sine forældre under ret voldsomme omstændigheder, og som også er en voldsom omskrivning af Stephen Kings forlæg.

Desværre kan man ikke mærke det, når Perkins’ manuskript på kluntet vis — og igen og igen — kæmper sig frem til, at vi mennesker må leve med døden.

Nogle af filmens dødsfald skal knuse publikums hjerte og andre skal få dem til at dø af grin, men Perkins fumler konstant med balancen, så ingen af delene virker så godt, som det burde.

Hvis du vil se et godt eksempel på det samme, skal du ikke lede længere end Terrifier 3, eller instruktør Ari Asters mesterlige Hereditary.

Alligevel er det tydeligt, at Perkins har filmtalent.

Igen er billedsiden vellykket og klipningen byder på kreative overgange og til tider effektiv stemningsopbygning.

Men det glemmes desværre i den ellers korte films uendelige finale, der lidt som i Longlegs forelsker sig i sin egen overspillende skurk.

Det gjorde jeg ikke, og jeg har endnu heller ikke fået øje på, at Perkins er den mester i tone, han tilsyneladende gerne vil være.

Men det er altså også svært.

The Monkey er for forelsket i sin egen finurlighed og ender på trods af gode elementer som en kluntet og kedelig gyserkomedie.