Honey anmeldelse: Arthy i historiebøgerne
I enhver gennemgang af dansk børne-og ungdomsfilms historie fortjener instruktør Natasha Arthy en sektion.
For selvom Natasha Arthy har lavet masser af solidt filmarbejde for voksne — især som instruktør på diverse store danske serier — så er det hendes arbejde rettet mod en yngre målgruppe, der særligt stikker ud.
Allerede i sit helt tidlige arbejde i B&U skabte Arthy generationsdefinerende børneunderholdning (”Her kommer conraaad, container conraaaad” & “de tror, at det er lyyv, at ham de kalder kylling, er en dreng på syv”).
Og med sit spring til det store lærred og filmen Mirakel i år 2000, skabte hun en vaskeægte klassiker.
Nu vender hun som en kappeklædt superhelt tilbage til familiefilmen, lige når vi har mest brug for hende; kun kort tid efter, at den bedste danske børnefilm 2024 skulle kåres…men der ikke var en eneste kandidat!
Heldigvis har Arthy ikke mistet grebet om det helt særlige ved dansk børne-og familieunderholdning.
Med Honey leverer hun en film, der lægger sig fint i tråd med Danmarks bedste bud i genren.
Tonen er en umage blanding af socialrealisme og et kulørt og højnet Krummerne-univers, når Arthy fortæller historien om 13-årige Honey.
Honey kæmper både med start i ny skole, en kriminel far og en konstant arbejdende mor, mens hun også har spirende drømme om at blive musiker.
Og midt i alt det rod, får hun pludselig kontakt til sin gamle gnavne morfar, som Honey ellers troede var død.
Han spilles af Jesper Christensen, i en rolle der er præcis omvendt proportionel i charme med hvor meget den strækker den garvede skuespillers rækkevidde.
Alligevel er det hovedrolleindehaver Selma Sol í Dali Pape, der løber med opmærksomheden.
For sjældent har så ung en dansk skuespiller brændt så stærkt gennem lærredet.
Papes spil er både finurligt charmerende og følsomt nok til at trække filmens mindre troværdige elementer op.
Man tror helt enkelt på alt, hvad hun gør, mens hendes komiske timing også er upåklagelig.
Jeg håber, at vi ser meget mere til Pape.
Men selvfølgelig også til Arthy, der næsten problemfrit balancerer en historie, der både byder på en forsvunden kasse tjald, gamle familiefejder, en slags battle of the bands, en søster med downssyndrom og en kriminel far.
Det er vel reelt set for meget, men i Arthys hænder flyver det hele forbi i underholdende højt tempo, mens filmens slutning også formår at blive decideret rørende.
Kun enkelte gange vakler balancen mellem det højnede familievenlige univers og de ægte følelser en smule.
Men det er ikke nok til at slå Honey af pinden — hverken filmen eller pigen — og jeg håber at Arthy er kommet tilbage til børne-og ungdomsfilm for at blive.
Honey er en charmerende familiefilm, der minder om, at når dansk børne-og ungdomsfilm er på sit højeste, så er det noget helt særligt.
