Elskling anmeldelse: Blændende norsk film dissekerer parforholdet

Elskling anmeldelse: Parforholdet er en frø

I de første minutter af instruktør Lilja Ingolfsdottirs spillefilmsdebut Elskling er det nemt at tro, at man er gået i gang med en klassisk romantisk komedie.

For i den stærkt klippede åbningssekvens — resten af filmen er også fremragende klippet — følger vi vores hovedperson Maria, der ved første blik forelsker sig i Sigmund, og derefter gør, hvad hun kan for at få ham.

Men første advarselstegn på at Elskling måske ikke er en happy-go-lucky romcom, er at Maria og Sigmunds indledende møde ledsages af en ildevarslende lydside.

Syv år senere ser forelskelsen mellem de to da også ganske anderledes ud.

Maria genintroduceres ved kassebåndet i et supermarked; træt og med en flok børn, der lige har fået hul på de nyindkøbte cornflakes.

For i mellemtiden er forelskelsen selvfølgelig blevet hverdag, og forskellene mellem Maria og Sigmund er begyndt at udvide sig til kløfter i parforholdet.

Og det er de kløfter, som instruktør Lilja Ingolfsdottir er interesseret i.

Ingolfsdottir har skalpellen fremme, og det moderne parforhold er hendes døde frø, der skal dissekeres.

Der er vel ikke så meget at sige til, at Maria er træt.

For Sigmund er på rejse med sit musikerjob i ugevis, mens hun er strandet hjemme med hverdagens uendelige opgaver.

En byrde han tilsyneladende ikke har blik for.

Og så skal spændingerne vel boble over i nogle af de mest realistisk ubekvemme skænderier jeg har set på film, og siden i et kluntet brud, der sender Maria på eksistentiel og følelsesmæssig glatis.

Den rejse er imponerende skildret, og Elskling får formidlet først Marias indignation og siden hendes desperation, da fundamentet under hendes liv smuldrer.

Det hjælper også, at Helga Guren leverer en af den slags præstationer, der løfter en fiktiv karakter til at føles som et ægte menneske.

Hun er kantet og følelsesmæssigt ærlig i sit spil, mens hun også er med til at skabe en moderne kvindelig karakter, der ikke nødvendigvis bærer alting udenpå.

Det er suverænt godt og holder liv i scener, der ellers på papiret kan lyde som endnu en omgang lunkent nordisk parforholdsdrama.

Men Elskling er alt andet end lunken, og som filmen skrider frem, ændrer den også karakter.

Eller i hvert fald afslører den sin sande karakter.

For endnu mere end et indsigtsfuldt portræt i det moderne parforholds faldgruber, er Elskling et menneskeklogt portræt af sin hovedperson.

I takt med at Maria indser, at hendes problemer måske stikker dybere end sin partners opførsel, gør publikum det også.

Pludselig viser Elskling sig som et psykologisk komplekst karakterstudie, der handler om selvværd, når Maria er tvunget til at se indad.

Det leder op til en eminent finale, hvor musik, billede og skuespil smelter sammen til et bevægende filmisk øjeblik af de helt store.

Og det er egentlig bare en kvinde, der kigger i et spejl.

Alligevel føles Elskling aldrig navlepillende.

Til det er scenerne for sitrende levende med deres håndholdte kamera og tempofyldte klipning, mens en understrøm af humor også løber igennem filmen, perfekt eksemplificeret ved en legetøjsand, der går i gang på det helt forkerte tidspunkt.

Filmens allersidste øjeblikke — efter den fremragende scene jeg nævnte tidligere — lander ikke helt rent hos mig, som om filmen har lidt svært ved at finde sig tilrette i en slutning.

Men det er ubetydelige petitesser i en fantastisk kærlighedshistorie, der handler mere om at holde liv i kærligheden til sig selv end til en partner.

Elskling er først en hjerteknusende dissekering af det moderne parforhold og så en håbefuld fortælling om at elske sig selv, før man kan elske nogen andre.

5 af 6 stjerner anmeldelse