Presence anmeldelse: Det, der ikke er

Flere gange i instruktør Steven Soderberghs Presence, kigger karaktererne ud i tilsyneladende tomme rum, overbevist om, at noget usynligt kigger tilbage.

Og når filmen fungerer bedst, føles det for os i publikum som om det er os, der kigger tilbage. Som om det er os, der er den usete tilstedeværelse, der svæver omkring familien Payne i deres mest private øjeblikke.

Når Presence fungerer mindre godt, føles det mere som om, at familiens medlemmer kigger lige ind i øjnene på en smilende Steven Soderbergh med et sikkert ikke særlig dyrt digitalt kamera i hænderne.

For Presence føles både på godt og ondt som endnu en filmisk øvelse fra den ujævne, men sjældent uinteressante Soderbergh.

Som et filmteknisk eksperiment, der har fået påhæftet en historie, mere end en historie fortalt med filmiske ideer.

Der er unægteligt øjeblikke, hvor det føles som om Soderbergh morer sig mere med processen, end han bekymrer sig om det endelige resultat.

Alligevel ender Presence som en mindeværdig spøgelseshistorie.

Men det er ikke bombastiske chok eller for den sags skyld snigende uhygge manuskriptforfatter David Koepp byder på som supplement til Soderberghs spøgelses-kamera.

I stedet udfolder størstedelen af Presence sig faktisk som et stilfærdigt familiedrama, hvor Soderberghs nysgerrigt iagttagende kamera faktisk bidrager til fornemmelsen af at komme tæt på en lille familie, der lige har købt nyt hus.

Vel er replikkerne til tider lige kantede nok til at være troværdige, men Presence får faktisk skabt en gruppe elskværdige karakterer, og hele skuespiltruppen — hvor særligt Calina Lang gør sig bemærket som filmens egentlige hovedperson — leverer solide præstationer.

Der hænger en vellykket aura af melankoli over den første del af Presence, der godt kunne få mig til at ønske, at filmen havde holdt fast i at være et indie-drama set fra et spøgelses perspektiv.

For løjerne bliver en tand mere uoriginale, når filmen afslører sig selv som en regulær thriller.

Men det er ikke retfærdigt at kritisere en film for det, den ikke er.

Og både Soderbergh og Koepp er heldigvis for drevne filmhåndværkere, til at Presence bliver kedelig.

Selvom skurken er lidt af en karikatur, så Presence opbygget en oprigtigt neglebidende Hitchcocksk finale.

Og der er dele af Presence, hvor det hele går op i en højere enhed.

Den klassiske scene, hvor en syns inviteres indenfor i et hjemsøgt hus, får helt nye sider, når den synske pludselig kan lave direkte øjenkontakt med publikum, når hun kontakter tilstedeværelsen.

Og en susende steadycam-tur op af en trappe har sjældent været helt så mavekildrende effektiv.

På den måde ender Presence som en mindeværdig spøgelseshistorie.

Også selvom Soderbergh nok har moret sig endnu mere med at lave den, end vi gør med at se den.

Presence transformerer sig fra melankolsk spøgelseshistorie til vellykket og nervepirrende thriller og tilbage igen — alt sammen fortalt fra et spøgelses perspektiv.