Mickey 17 anmeldelse: Bong Joon Ho sci-fi

Når det gælder instruktør Bong Joon Ho, er jeg åbenbart til det mere jordnære.

Ikke at Parasite — der rummer et af filmhistoriens bedste midtvejs-twists — og Memories of Murder er decideret køkkenvask-realisme, men i forhold til instruktørens andre film, er de ret nede på jorden.

Det kan man ikke sige om Bong Joon Hos mere flyvske genreblandende fortællinger The Host, Snowpiercer og Okja, der blander melodrama, scifi og satire i en helt særlig kompot som…aldrig helt fungerer for mig.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at Bong Joon Hos nyeste engelskprogede film Mickey 17 ikke lander rent i hjertet hos mig.

For fortællingen om den noget ynkelige Mickey, der på en ekspedition til en fjern planet melder sig til at kunne dø igen og igen for blot at blive klonet, fremstår som en slags greatest hits af Bong Joon Hos tidligere højt budgetterede film.

Her er godt med blodig ultravold, hårdhændet satire rettet mod kapitalisme, miljøforandringer og menneskers forhold til naturen og en god portion overgearet slapstick og karikerede bifigurer.

Så hvis Okja og måske særligt Snowpiercer hører til blandt dine favoritfilm, så går du næppe helt galt i byen med Mickey 17.

Og helt galt i byen vil jeg heller ikke sige, at jeg går.

Til det er Bong Joon Hos instruktørevner for store.

Den excentriske fremtidsvision i Mickey 17 er aldrig mindre end filmisk overbevisende og alt lige fra scenografi til effekter og Darius Khondjis grimsmukke billeder er en biografsal værdig.

Og så er det heller ikke sådan, at Robert Pattinson ikke længere hører blandt sin generations mest interessante skuespillere.

I rollen som Mickey finder han den menneskelighed, som Mickey 17 ellers kæmper med at finde i andre områder, og han forstår at kombinere filmens højnede univers med noget mere jordbundet.

Så er det bare ærgerligt, at resten af filmen har større problemer, hvad det angår.

Ellers fremragende Mark Ruffalo og Toni Collette overspiller som filmens skurke i en grad, der begynder at forvandle filmens forsøg på komik til det decideret pinlige.

Og filmens ellers simple præmis begynder langsomt at grave sig selv ned i plot i takt med at spilletiden svulmer op til langt mere, end Mickey 17 egentlig kan bære.

Imens slår Bong Joon Ho hårdt på de samme satirestrenge, han altid slår på med en akut mangel på nuance og nye ideer.

Alligevel holder det imponerende filmhåndværk liv nok i Mickey 17 til at kedsomheden aldrig sætter ind.

Men jeg håber nu alligevel snart af Bong Joon Ho kommer hjem fra rummet og ned på jorden igen.

Mickey 17 truer med at drukne sit stærke filmhåndværk og en underholdende præstation fra Robert Pattinson i opsvulmet plot og karikeret satire.