Thunderbolts* anmeldelse: Depression med superkræfter

Tiderne skifter.

Jeg skrev — med stor begejstring — min bachelor på universitetet om Marvel Cinematic Universe.

På nuværende tidspunkt har jeg ikke engang taget mig sammen til at se de to seneste Marvel-film (Deadpool & Wolverine undtaget) The Marvels og Captain America: Brave New World.

For selvom jeg nok har været mere positiv overfor de seneste års Marvel-produktioner end mange andre anmeldere, så er jeg også blevet ramt af metaltræthed.

Døden for superhelteuniverset er nok i (fejlciteret) Mark Twain-stil bedst beskrevet som overdrevet i hvert fald økonomisk.

Men rent kunstnerisk er det svært ikke at se en relativt stabil nedgang.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at Marvel-universet på film gik fra at være et regelmæssigt besøg i en lækker spa, til at være et konstant mudderbad via brandslange.

Særligt når man inkluderer den hær af gennemsnitlige TV-serier, der pumpes ud på Disney+.

Den gode nyhed for mig er, at den nyeste Marvel-film Thunderbolts* faktisk har efterladt mig forsigtigt optimistisk og med en reel nysgerrighed på de næste film i serien.

Det betyder ikke, at træerne vokser ind i himlen.

Thunderbolts* har ingen ret til at være næsten 2½ timer lang. Dens visuelle udtryk er — på trods af at være filmet af The Green Knight-fotograf Andrew Droz Palermo — mere til streaming end til biografen.

På trods af sin spilletid finder den ikke nok tid til dens mange karakterer — særligt Ghost er under-karakteriseret — og dens superhelteteam har nok lige to-tre lidt for ens supersoldater iblandt.

Men helt ærligt, så er den faktisk god.

Ret overraskende byder Thunderbolts* — der ellers ligner en Marvel-udgave af anti-superheltegruppen Suicide Squad — på et overraskende mørke.

Fra første sekund — hvor filmens hovedperson Yelena præsenteres på kanten af taget til verdens andenhøjeste bygning, mens hun beskriver at hendes liv har mistet mening — handler Thunderbolts* nemlig meget direkte om depression.

Faktisk ender skurken — som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre her — med at være en ret nuanceret superhelte-manifestation af den pinefulde psykiske lidelse.

Og måske er det fordi, at en af mine allernærmeste lige nu kæmper med depression i dens mest brutale form, men filmens visualisering af sygdommen, som noget der forvandler verden og mennesker til blege skygger af sig selv, er forbavsende effektiv.

Og temaet behandles faktisk med en forbløffende forståelse og nænsomhed uden alt for nemme løsninger.

Det havde jeg simpelthen ikke forventet af en Marvel-film.

Det hjælpes selvfølgelig godt på vej af den fremragende Florence Pugh i hovedrollen, der sammen med surrogat-far og russisk Captain America, David Harbour, stjæler billedet.

De puster ægte liv i deres karakterer, og mindede mig om at Marvel lever og dør med kvaliteten af netop sine karakterer.

Denne gang fungerer det.

Men Thunderbolts* byder også på en række veludførte actionsekvenser, der i vid udstrækning holder ambitionerne til det mere realistiske.

For en gangs skyld er filmens finale faktisk mere karakterdrevet end CGI-drevet.

Filmen har også — i hvert fald for det meste — held med at integrere den sædvanlige kække humor med den overraskende mørke slagside i overraskende høj grad.

Det skyldes nok, at folkene bag filmen er fundet blandt skaberne af de sidste års bedste og mørkeste drama/komedie-serier The Bear og Beef.

Og så også at filmen ret åbenlyst trækker på inspiration fra den fremragende Everything Everywhere All at Once, både i tematik og udtryk; det er også Son Lux, der står bag musikken.

Måske vigtigst af alt får det større Marvel-maskineri lov til at træde tilbage i den baggrund, hvor det hører til, og det er muligt at følge med i Thunderbolts* også uden at kende oprindelsen på alle karaktererne.

Selvom der selvfølgelig også venter lidt guf til stor-fansene (hvad er det for eksempel med den * i titlen?).

Resultatet er en Marvel-film, der er værd at se, og som nu har gjort mig håbefuld for Marvel-universets næste store satsning Fantastic Four.

Tiderne skifter.

Thunderbolts* fungerer både som underholdende helte-ridt, men er også den første Marvel-film i lang tid, der faktisk har mere at byde på.