Kraven the Hunter anmeldelse: Holde traditionen i hævd

Nu er det ved at være jul, og jeg tror at de fleste i en eller anden grad kan blive enige om, at det er vigtigt at holde traditioner i hævd.

Det synes Sony Pictures tilsyneladende også.

For selvom superheltefilm får det tiltagende svært i biograferne — selv hos mastodonterne hos Marvel — så holder Sony Pictures fast i at lave superheltefilm, som de var engang.

Og når jeg siger, som de var engang, så mener jeg ikke superheltefilmens grand old men som Superman, Batman, Blade, Spider-Man eller The Dark Knight.

Nej, Sony Pictures finder deres skabelon hos film som Catwoman, Elektra, Spawn, The League of Extraordinary Gentlemen, Daredevil og Fantastic Four.

Jeg taler om superheltefilm fra dengang, nogen øjnede penge i genren med kun en vag fornemmelse af, hvad tegneserie-forlæggene egentlig handlede om.

Superheltefilm, hvor instruktøren virkede lige så forvirret over de halvbagte computereffekter, som de stakkels skuespillere, der sjældent vidste om de var med i parodier eller noget af Shakespear-kaliber.

Film hvor pengemænd med elendige ideer konstant ændrede manuskripterne før, under og efter optagelserne med grusomme resultater til følge.

Sådan var alle tre Venom-film, sådan var Morbius, sådan var Madame Web og sådan er nu også den stort set helt ubrugelige Kraven the Hunter.

Med ‘hjælp’ fra kluntet efterdubbet dialog fortæller det nyeste Sony Pictures superhelteepos historien om Spider-Man-skurken Kraven, der ved hjælp af løvespyt og halvbagt mysticisme får…nogle kræfter.

Jeg siger nogle kræfter, for jeg er ikke helt sikker på, hvad han egentlig kan.

Udover superstyrke har han et bånd til dyr (han forvandler f.eks. en flok bøfler til en slags levende kamparena; se filmen for at forstå det, eller lad vær’), evnen til at forvandle sig til en hurtigtkravlende oftest computeranimeret udgave af sig selv og selvfølgelig stenhårde mavemuskler.

Kraven rodes ind i et komplot, hvor hans bror — som på et tidspunkt synger Black Sabbaths Changes med Ozzy Osbournes stemme (spørg ikke) — kidnappes af nogle håbløst kedelige skurke.

Kraven er traditionelt en skurk, men i Sony Pictures traditionsbundne udgave forvandles han selvfølgelig til en uinteressant helt, som filmen konstant insisterer på er en anti-af slagsen, desværre helt uden beviser.

Undervejs bliver der også plads til lidt halvhjertet, overklippet action med lige præcis blod nok til at gøre det klart, at folkene bag har set både Logan og Deadpool, bare uden at forstå hvorfor de film er succesfulde.

Imens bliver der også plads til at trække tegneseriekarakterer som Chameleon og Rhino gennem sølet i halvhjertet misforståede udgaver.

Det er i sandhed en tegneseriefilm fra en svunden tid.

Hvis Kraven the Hunter har noget at byde på — og jeg anstrenger mig ærligt for at finde det i en film, hvor filmsproget veksler mellem tredjerangs streaming-serie og det decideret inkompetente — så er det Russell Crowe.

Crowe har tilsyneladende sluttet sig til produktionen for at træne sin russiske accent i rollen som Kravens ‘du-er-ikke-en-rigtig-mand-sønnike!’-far, og han virker som om, han tager hele produktionen cirka så alvorligt som den fortjener; nemlig overhovedet ikke.

Men at sige at Crowe er filmen værd, ville være en stor fed løgn.

I stedet synes jeg, at vi skal krydse fingre for, at Sony Pictures nu har fået de gamle traditioner ud af deres system, og måske i stedet får øjnene op for, hvorfor deres egne Spider-Verse-film hører blandt genrens bedste.

Fordi de bryder med traditionerne.

Superhelte-rodet Kraven the Hunter er næsten dårlig på den sjove måde, hvis bare den ikke var så forbandet kedelig.