Ringenes Herre: Krigen om Rohan anmeldelse: Retur til Midgård

Ringenes Herre: Krigen om Rohan er en fin film. Høj underholdningsværdi, en gennemført stil og imponerende stemmeskuespil gør den til en vellykket portion animeret fantasy.

Så langt, så godt.

Men det er også vigtigt at vide, hvad den egentlig er.

For den første Ringenes Herre-film i biograferne i 10 år er ikke ligefrem drevet af nødvendighed.

Den er drevet af iskold kalkule.

New Line Cinema skal bruge deres rettigheder til Tolkiens materiale, hvis de ikke skal miste dem. Derudover er det let at se en drøm i baggrunden, om at forvandle Ringenes Herre til et franchise-univers ala Star Wars med evige spinoffs i alle retninger.

Og derfor står vi nu med den animerede Ringenes Herre: Krigen om Rohan instrueret af japanske Kenji Kamiyama, der om nogen har erfaring med at lave animé sideretter til kendte brands med indspark i serier som Blade Runner, Ultraman, Ghost in the Shell og andre.

Det er med andre ord ikke ligefrem en brændende kreativ ild — som dengang Peter Jackson kæmpede for først at få Tolkiens hovedværk op på lærredet og derefter at yde det retfærdighed — der er kimen til Krigen om Rohan.

I stedet har man ønsket at malke flere penge ud af Ringenes Herre som velkendt brand og har ledt efter en måde at gøre det på.

Den har man så fundet i cirka halvanden sides appendiks fra Ringenes Herre, hvor historien om Helm Hammerhånd er blevet udvidet til en krigsfortælling med en stærk kvinde — navnløs hos Tolkien og døbt Hera i filmen — i centrum.

Resultatet er…en helt unødvendig film.

Med ivrig brug af Howards Shores musiktemaer og en rammehistorie (og karakter) hentet fra Peter Jacksons oprindelige film trækkes trådene til det velkendte, mens også historien — der omhandler en belejring af Helms Kløft — er et ekko af især De to tårne.

Der er med andre ord fanservice nok til især dyrkere af Jacksons film (sådan en er jeg) både af den vellykkede slags, men også den mere klæge når filmens slutning ikke kan lade være med at referere direkte til karakterer og begivenheder fra historien om ringen.

TIl gengæld vil fans af Tolkiens værker (sådan en er jeg også) have rigeligt at ryste på hovedet af i den noget mere over-the-top stil og voldsomme fortællemæssige friheder som Krigen om Rohan er **garant for.

Det er med andre ord svært at se, hvem Krigen om Rohan skal ramme rent hos, ud over bagmændene, der ønsker at udvide varemærket.

Alligevel er der lagt nok arbejde og kærlighed i Krigen om Rohan til, at jeg faldt for den.

Fortællingen præsenteres snedigt som mundtlig overlevering og med et dyk ned i Tolkiens landkort vokser animationen ud af lærredet, så filmen med et slag både får forsvaret sin stil og sin Beowulf-agtige sagnfortælling.

Det meste af filmens spilletid går med en højstemt krigsfortælling fyldt med ære, brandtaler og spektakulære kampsekvenser.

Som helt er den rødhårede Hera også en fængende en af slagsen, selvom hun til tider er mere superhelt end Tolkien-karakter — også i sit noget anakronistiske visuelle design.

Krigen om Rohan tager sig selv passende alvorligt, og der bliver gjort overraskende god plads til karaktererne i den enkle men tilfredsstillende krigshistorie.

Samtidig finder filmen — i forhold til et andet Tolkien-opkog Rings of Power — sin egen stemme i kraft af det højnede anime-univers.

På trods af de kluntede fan-referencer kan den faktisk stå på egne ben.

Animationen er til tider også svimlende god — f.eks. hos hestene og i de mange actionsekvenser — mens jeg godt kunne ønske, at karakterernes ansigter var en tand mere udtryksfulde.

Lyddesignet er også tilpas dynamisk til at forvandle, hvad der vil egentlig lige så godt kunne have været en streamingproduktion, til en biografværdig oplevelse.

Krigen om Rohan ender altså som et på mange måder vellykket og fængende stykke fantasy.

Også selvom den som *Ringenes herre-*film føles bragende unødvendig.

Ringenes Herre: Krigen om Rohan er vellykket og actionpacked fantasy i en grad, så man næsten glemmer, at den er bragende unødvendig.