Strange Darling anmeldelse: At se andre som mennesker

Sent i Strange Darling fortæller en seriemorder, at morderen ikke ser andre som mennesker.

Det problem lider thrilleren Strange Darling desværre også af.

For blandt en overflod af — delvist vellykket — stil, et snoet plot, sort humor og solide mængder vold glemmer Strange Darling at få det hele til at betyde noget.

De to centrale karakterer får aldrig interessante nuancer eller dybde nok til at skabe hverken interesse eller sympati, mens især den ene af dem også hæmmes af en noget overstyret præstation.

Det samme gælder for de aggressivt finurlige bikarakterer, der føles skrevet af nogen, der lige har set Fargo for første gang.

Jeg blev aldrig for alvor fascineret af nogen af dem. De bliver aldrig til andet end værktøjer for filmens plot.

Og plottet har også problemer.

Strange Darling fortælles — som den selv proklamerer det — i seks navngivne kapitler, der leveres i ikke-kronologisk rækkefølge.

Målet er — selvfølgelig — overraskelser, men filmens første twist har erfarne filmkiggere nok allerede luret indenfor de første få minutter (eller når de ser filmens titel…), og resten af filmens setups og payoffs føles i bedste fald anstrengte.

Og hvis du synes, at en film fortalt ikke-kronologisk i kapitler lyder som om den kan være en smule inspireret af Quentin Tarantino, så ved du slet ikke hvor slemt det er.

Indenfor de første fem minutter leverer Strange Darling en åbningstekst i Motorsavsmassakren-stil, en knaldrød 1970er amerikanerbil og ironisk brug af populærmusik.

Ikke siden 1990ernes boom af Tarantino-afkog, har nogen forsøgt at kopiere mesterinstruktøren så direkte.

Men Strange Darling føles desværre for ofte som en kopi af en kopi, der er mere interesseret i sine egne snedige ideer, end at lave noget meningsfuldt.

Jeg tror instruktør og manuskriptforfatter JT Mollner, at Tarantinos største styrke blandt mange, netop er at lave vildt fascinerende og facetterede karakterer.

Dem har Strange Darling ingen af.

Som filmfan er det også svært ikke at blive lidt frustreret af filmens noget selvfede åbnings-proklamering af at være skudt på 35 mm.

Ikke at jeg ikke værdsætter brugen af det gamle medie, men i et år hvor både Twisters, Anora, Kinds of Kindness, Challengers, Nosferatu og en række andre store premierefilm er optaget ikke-digitalt, er det altså ikke en helt så hårdtslående besked, som filmskaberne bag Strange Darling, synes at det er.

Endnu værre for Strange Darling er den så optaget af sit eget plot, at den ikke opdager, at den får trukket et noget uklædeligt kvindesyn ind midt i det hele.

Jeg vælger at tro, at filmen har så meget fokus på sine egnede snoede overraskelser, at den simpelthen overser det budskab den får sneget ind blandt plotkrøllerne, men mindst en scene gjorde mig faktisk i tvivl om, om den egentlig bevidst er ude på at være en slags anti-#metoo-film.

Jeg lader tvivlen komme Strange Darling til gode.

For selvom filmen ikke ramte plet hos mig, så har den også unægtelige kvaliteter.

Giovanni Ribisi debuterer som spillefilmsfotograf, og det gør han på imponerende vis.

Strange Darling har både elegante kamerabevægelser og en stærk brug af farver, der gør den til en konstant visuel nydelse.

Og instruktør Mollner har også en grundlæggende filmisk tæft i iscenesættelsen, der gør det trist, at han ikke er nær så god som manuskriptforfatter.

Men det er han ikke.

Måske han i sin næste film husker, at det er ret vigtigt at se andre — også karakterer i film — som mennesker.

Strange Darling er både smuk og til tider imponerende iscenesat, men ender som uigennemtænkt Tarantino-opkog.