Anora anmeldelse: Romcom som ingen andre
Hvad fanden, har Sean Baker lavet en helt almindelig romantisk komedie?
En slags remake af Pretty Woman, hvor en betalt aftale mellem en lapdancer og en russisk milliardær-arving udvikler sig til et overromantiseret kærlighedseventyr?
Sådan sad jeg og undrede mig i den første tredjedel af instruktør Sean Bakers nyeste film Anora, der til at starte med udspiller sig sådan cirka som beskrevet ovenfor.
Og pludselig at lave en regulær romantisk komedie stikker altså noget ud på Bakers CV.
For den amerikanske instruktør har om nogen opbygget sin helt egen genrefri tone i sine kulørte dramaer, der forvandler historier om mennesker på bunden af det amerikanske samfund til lige dele smertelige og livsbekræftende filmværker.
Men bare rolig, Sean Baker har selvfølgelig ikke lavet en regulær romantisk komedie om en lapdancer og en russisk rigmand.
Til gengæld har han lavet et mesterværk af en film — sin hidtil bedste — der både hører blandt de sjoveste og mest bevægende jeg har set i længe — men som også har en tilgængelighed, der egentlig burde gøre den til lige så stort et folkeligt hit som Pretty Woman.
Mit indtryk af Anora som en romantisk komedie af de mere almindelige blev sprængt itu i en scene noget nær midtvejs, der rusker rundt i filmens hidtidige forløb, samtidig med at den leverer en slap-stick scene så stærk, at den med det samme føles som en klassiker.
Det er lang tid siden, jeg har hørt så mange grin til en pressevisning.
Uden at afsløre for meget forvandler Anora sig herfra til en odysse gennem New Yorks gader, der leverer lige så meget komik, som den leverer sandheder til både publikum og sine karakterer.
Og hvilke karakterer det er.
Mikey Madison — der allerede har leveret uforglemmelige birollepræstationer i både Scream og Once Upon a Time in Hollywood — rykker til en ny liga med sit skuespil i titelrollen.
Hun bliver helt enkelt et med sin rapkæftede New Yorker-karakter i en grad, så det er nemt at glemme, at Anora er en film og ikke en dokumentar.
Med en hård skal går Anora efter guldet, når hun øjner en chance for at bruge sine kompetencer som sexarbejder til at få et bedre liv.
Først senere afslører både hun og filmen sårbarheden under den hærdede overflade på hjerteknusende vis.
Men alle skuespillere omkring Madison leverer præstationer i samme kaliber. Hele castet bebor helt enkelt deres roller på en måde, man kun sjældent ser.
Imens leger Baker helt bevidst med genretræk fra den romantiske komedie, til at fortælle en historie, der handler både om konsekvenser og især om, hvordan det er menneskene på gulvet, der altid taber.
Det gør han selvfølgelig med sit sædvanligt lysende filmsprog, der får det grå New York-by-night og en rødt belyst stripklub til at ligne noget fra et eventyr.
Det er den mestring af tvetydighed og evnen til at forvandle følelsesmæssigt komplekse mennesker og umiddelbart tungt materiale til noget crowdpleasende, som gør Anora til noget helt særligt.
Og fandme om ikke, når den romantiske komedie fjollede idealer er ved at være sevet helt ud af filmen, Baker så alligevel får gjort Anora til en uforglemmelig kærlighedshistorie.
Nej, Sean Baker har ikke lavet en regulær romantisk komedie.
Han har lavet et mesterværk.
Anora er kompleks, svimlende smuk, crowdpleasende rørende og ustyrligt sjov. Ikke bare Sean Bakers bedste film, men et decideret mesterværk.
