Mulm anmeldelse: Det svære danske gys
Jeg er fyldt med respekt for Mulm.
Det er dødsens svært at få genrefilm — især gys — finansieret gennem de typiske kanaler i dansk film.
Mulm har da heller ikke fået støtte fra DFI, og er i stedet en på mange måder hjemmegroet produktion optaget i Esbjerg og med finansiering fra blandt andet den genrekloge distributør Another World Entertainment.
Resultatet er en film, der stikker ud fra de fleste danske af slagsen, og som også viger udenom de sædvanlige danske tilføjelser til gysergenren.
For Mulm — som er en filmatisering af Teddy Vorks roman af samme navn — er et ambitiøst bud på en dansk psykologisk gyser af den slags, hvor de eventuelt overnaturlige elementer lige så godt kunne være tegn på hovedpersonens flossede mentale tilstand.
Og så tager den udgangspunkt i et helt og holdent virkelighedsnært scenarie, som jeg ikke har set portrætteret helt så grusomt hverdagsagtigt på film før.
Filmens hovedperson Jacob efterlades nemlig pludselig alene med sin søn Johannes, da hans kone Maja indlægges akut på en psykiatrisk afdeling.
Det rædselsscenarie har jeg selv personlige været igennem, og Mulm er bedst når den viser det knugende pres det er, at forklare sit barn, at mor har en usynlig sygdom, eller navigere i institutioners velmenende men truende tilbud om kommunale netværksmøder.
Den del af Mulm fungerer virkelig, båret især af Jens Sætter-Lassens fint indelukkede præstation, der har ingen ide om, hvordan han skal tackle sine følelser midt i en familiekrise.
Det er en situation så sårbar, at den passer mere end godt til at injicere noget gys i.
I Mulm kommer det i form af Johannes’ usynlige ven Svupben, der begynder at give Johannes sært detaljerede instruktioner om nordiske oldtidsritualer, og som Jacob begynder at få en fornemmelse af lurer i hjørnerne af familiens nu lidt tommere hjem.
Det er en fremragende præmis, og Martin Vrede Nielsen instruerer mestendels med en stærk sans for stemningsopbygning.
Men problemerne begynder desværre at sive tiltagende ind i Mulm, uanset hvor meget jeg mest har lyst til at rose den.
Filmen underminerer desværre sine egne ellers fine minimalistiske gys, når den begynder at prioritere et ellers teknisk vellykket computeranimeret skyggevæsen frem for langt mere simple og effektive skygger i hjørner og bag ophængte lagner.
Og i sin sidste del mister den desværre helt grebet om balancen mellem psykologisk portræt af en presset familie og regulær bøh-gyser, når den begynder at svælge i sin egen nordisk funderede mytologi frem for troværdig karakterudvikling.
Filmens finale, som gør sig meget umage for at være grusom, ender desværre med at være plaget af både instruktions, skuespil og fortællemæssige problemer i sådan en grad, at den ellers vellykkede stemning bliver vekslet til ufrivillig komik.
Alligevel håber jeg at holdet bag Mulm fortsætter med at tvinge gys ind i dansk film, for med enkelte justeringer har de potentialet til at skabe noget stort.
Mulm har mange fine takter som dansk forsøg på et psykologisk gys, men filmen krakelerer desværre i sin finale.
