Madame Ida anmeldelse: Den rette stemning
Jeg skal love for, at stemningen er på plads i Madame Ida.
Det fremragende lyddesign af Mathias Dehn Middelhart sørger for, at den isnende trækvind i filmens gamle, knirkende villa kan mærkes helt ud på bagerste biografrække.
Stroud Rohde Pearces taktile billeder gør selvsamme villa til en næsten puppe-agtig verden, hvor filmens tre hovedkarakterer skaber en slags social bobbel omkring sig.
Imens hjælper betagende og præcis scenografi og kostumer til at gøre Madame Ida til en af den slags filmiske verdener, man ikke glemmer med det samme igen.
Det er med andre ord en imponerende spillefilmsdebut, Jacob Møller har skabt med Madame Ida.
Men mest bemærkelsesværdigt er nok den noget nær perfekte symbiose mellem personinstruktion og skuespil.
For præstationerne og samspillet mellem Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Christine Albeck Børge og Karen-Lise Mynster hører blandt årets bedste fra dansk film.
De spiller tre vidt forskellige karakterer, der alligevel har det til fælles, at de er kvinder, der ikke helt passer i de kasser, samfundet byder dem.
Præmissen er lige så simpel, som den er grusom.
15-årige Cecilia — spillet af Flora Ofelia Hofmann Lindahl — sendes væk fra sit børnehjem for at skjule en uønsket graviditet, som egentlig er resultatet af overgreb fra børnehjemmets forstander.
I stedet sendes hun til den rige Idas enorme hjem, hvor Ida bor med sin fåmælte tjenestepige Alma.
Planen er at Ida skal adoptere barnet, men inden længe har de tre kvinder dannet deres egen lille familiebobbel i huset.
Og det er netop den del af Madame Ida, der står stærkest.
I første del af´Madame Ida præsenterer Jacob Møller — der også står bag filmens manuskript — elegant de tre umiddelbart meget forskellige karakterer både for publikum og hinanden.
Resultatet er et følsomt kammerspil, der skærer igennem en ofte grusom historie med hjertevarmende menneskelighed.
De tre skuespillere i centrum leverer intet mindre end brillante præstationer, der lader usagte traumer bygge bro mellem karaktererne i filmens stemningsfulde isolerede univers.
Det er en verden, man som seer får lyst til at blive i.
Det giver Madame Ida os desværre ikke lov til, når den i en noget svagere finale rykker sig i andre ikke helt så vellykkede retninger.
For de usagte traumer bliver pludselig meget udtalte, når plot med stort P tromler ind i filmen som en lettere uønsket elefant.
Filmen åbner op, da Ida inviterer til et middagsselskab med gamle venner, der ud over pludselig at overfortælle filmen også byder på ikke så vellykkede forsøg på grotesk humor.
Imens transformerer Madame Ida sig bevidst til en slags græsk tragedie, der lader det mere afdæmpede drama højne til teatralske højder.
Det kan ikke helt leve op til filmens første fremragende halvdel.
Men skuespillet sænker heldigvis aldrig niveauet, og man tror på karaktererne, selv når filmen omkring dem mister en smule af vejgrebet.
Det gør Madame Ida til både en imponerende debutfilm for sin instruktør, og noget nær en masterclass-opvisning i skuespil fra de tre skuespillere i centrum.
Svimlende godt skuespil og et flot udtryk gør Madame Ida til både et seværdigt kammerspil og en imponerende spillefilmsdebut.
