Sonic the Hedgehog 3 anmeldelse: For hurtig til en historie

Sonic the Hedgehog 3 burde være meget dårligere.

Det var egentlig rigeligt overraskende, at den første Sonic the Hedgehog var en vellykket familiefilm.

I stedet for at være en klæg nostalgipille rettet mod skæggede voksne fans af det blå 90er-pindsvin, så var Sonic the Hedgehog en ligefrem hyldest til sin hovedperson, der især rettede sig mod de nuværende 9-12 årige.

Ret imponerende.

Men det er næsten endnu mere imponerende, at den nu tredje film i serien har bibeholdt meget af den energi.

Sonic er stadig stopfyldt med autentisk 90’er-attitude, og det samme gælder for Jim Carrey, der denne gang får lov til at bruge de komiske talenter, der oprindeligt gjorde ham til et fænomen, i en dobbeltrolle som ung og gammel Dr. Robotnik.

Og så instruerer Jeff Fowler ofte materialet med betagende overskud.

Fowlers baggrund som animator benægter sig f.eks. ikke i den præcist orkestrerede åbningsscene, hvor Sonics dunkle pendant Shadow bryder ud fra sit topsikrede japanske fængsel.

Der er en mængde kreativitet og filmhåndværk på spil, som nok de færreste ville forvente fra Sonic the Hedgehog 3.

Det gælder også i filmens energiske actionsekvenser, der har sans for visuel historiefortælling og at bruge de computergenererede effekter udtryksfuldt.

Der er altså meget at holde af i Sonic the Hedgehog 3, og især yngre fans af de tidligere film går ikke helt galt i byen i denne tredje omgang.

Men det er ikke så godt som det kunne være.

Problemerne begynder nemlig at indfinde sig, når alting skal hægtes sammen.

Nykommeren Shadow burde være filmens nye samlingspunkt, komplet med tragisk baggrundshistorie og hævnmotiv.

Men han forvises hurtigt til biperson — Keanu Reeves har ikke indtalt mange replikker — i filmens rodede fortælling, og hans historie ender sært uafklaret.

For der skal også være plads til uforholdsmæssigt meget Dr. Robotnik, der til tider overtager filmen i en grad, så man glemmer, at det er en Sonic-film.

Det hjælper heller ikke, at selv ikke Carrey rigtigt kan løfte filmens noget ujævne forsøg på komik.

Sonic the Hedgehog 3 er med andre ord noget overfyldt, allerede inden der tages hensyn til, at Sonic jo nu er del af et team, der tæller både Tails og Knuckles, som derfor også presses ind i løjerne uden rigtigt at blive gjort fyldest.

Og så skal Sonics menneskevenner — spillet af James Marsden og Tika Sumpter — også have plads, selvom de reelt set ikke har noget at foretage sig i filmen.

De degraderes da også til filmens værste scener, hvor åbenlyst falske naturlandskaber er baggrund for overgjorte moralske lektioner.

Tilføj underplots med Dr. Robotniks assistent og Krysten Ritter i rollen som ny soldat fra organisationen GUN, og så begynder forsøget på en sammenhængende historie at falme i røgen fra Sonics sneakers.

Det føles lidt som om 12-15 afsnit af Sonic morgentegnefilmen er voldeligt klemt sammen i en spillefilmslængde.

Og det er synd, netop fordi Sonic the Hedgehog 3 på mange andre måder er så meget bedre, end man ville forvente.

Men så er det bare at krydse fingre for Sonic 4, der selvfølgelig teases for med en ny karakter fra Sonics persongalleri, næsten inden Sonic the Hedgehog 3 er færdigafviklet.

Jeg håber ironisk nok, at de sætter farten lidt ned næste gang.

Sonic the Hedgehog 3 byder på højt tempo og overraskende stærk instruktion, men hæmmes af en ualmindeligt overfyldt historie.