Sonic the Hedgehog anmeldelse: 90’er-attitude

Det er sejt, at Sonic kan løbe hurtigt.

Men egentlig er jeg mest til Mario.

Måske er det fordi Nintendos buttede blikkenslager og hans sælsomme univers har noget tidløst over sig.

Mario har en universel appel i familie med Disneys bedste animerede værker.

Det har Segas hurtigtløbende bud på en spilmaskot ikke. Sonic er umiskendeligt et produkt af sin tid.

Det blå pindsvin, der kan løbe så hurtigt, at han kan forcere selv de vildeste loops til fods, er så fyldt med 90’er-attitude, at hans navn kun kan skrives i neonlysende bogstaver.

Men måske er det også derfor, hans overførsel til lærredet er bedre end Marios forfærdelige forsøg på det samme.

Filmskaberne bag Sonic the Hedgehog omfavner nemlig helhjertet arven fra 90’erne.

Faktisk kunne filmen lige så godt være lavet der.

Det hurtigtsnakkende pindsvin har den samme ufarlige kant i sin humor, der gennemsyrede næsten alle formiddags-tegnefilm i årtiet.

Han leveres med fint stemmeskuespil af Ben Schwartz, der leverer det påkrævede tempo og en barnlig coolness, der vækkede min indre 9-årige.

Og som skurken Dr. Robotnik træder Jim Carrey i karakter med en af den slags over-the-top præstationer, der gjorde skuespilleren til et fænomen dengang Sonic var på sit højeste.

Carreys rablende repliklevering og gummiansigt er som snydt ud af næsen på 1995.

Det fungerer langt fra altid, men når det gør, er det et kærkomment gensyn med skuespillerens komiske storhedstid.

Sonic er fint designet (i hvert fald nu), og de stiliserede tegnefilms-lignende effekter er måske ikke prangende, men ofte overraskende kreativt iscenesat.

Historien er en vag undskyldning for at sende Sonic på roadtrip med James Marsdens charmerende landbetjent, men selv med sin simple historie har Sonic the Hedgehog en klædelig og uironisk respekt for kildematerialet.

Og det er faktisk nok det bedste ved Sonic-filmen, der ellers til tider hindres af for mange popkulturelle referencer og letkøbte jokes.

Den føles som en ærlig og varmhjertet hyldest til det blå 90’er pindsvin.

Og heldigvis henvender den sig mere til de nuværende 9-årige, end den er en kynisk nørd-nostalgi-fest for os voksne.

Det gør den – sammen med sidste års Detective Pikachu – til en af de mere vellykkede spilfilmatiseringer nogensinde.

Så selvom jeg er mere til Mario, så er det altså ret sejt, at ham Sonic kan løbe så hurtigt.

Sonic the Hedgehog er en overraskende vellykket filmudgave af 90’ernes mest populære pindsvin og en noget nær perfekt vinterferiefilm.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer