A Hidden Life anmeldelse: Malick-opskriften

Hvor smukt sanselige skal billederne være, før det kompenserer for al den prætentiøse lommefilosofi, banale spiritualitet og de bibelske allegorier?

Det dilemma bliver jeg sat overfor hver eneste gang, jeg ser en ny film af amerikanske Terrence Malick.

Den privat gådefulde og ofte hyldede instruktør har nemlig efterhånden lavet flere fejl- end pletskud.

Men i hans nyere film – hvis man fraregner mine favoritter Badlands og Days of Heaven – er ingredienserne altid de samme.

Doseringen er problemet.

Sådan er det også med den 76-årige instruktørs nyeste værk A Hidden Life.

Som altid er billederne overvældende smukke – sådan er det jo i en Malick-film.

Denne gang er fotograf Jörg Widmer bag kameraet i stedet for Emmanuel Lubezki, men den visuelle side er stadig umiskendeligt Malick’sk.

Gigantiske panoramaer af storslået natur veksler til besnærende vidvinkel-optagelser af menneskenes plads i samme natur.

I A Hidden Life har Østrig den natur-spiritualistiske hovedrolle, da filmen er baseret på den sande historie om bonden Franz Jägerstätter, der nægtede at kæmpe for nazisterne under 2. Verdenskrig.

Det er en fascinerende fortælling om splittelsen mellem idealer og det menneskelige.

Fordi Franz’ lokalsamfund vender selvfølgelig han og familien ryggen, når han satser på sin egen indre retfærdighed.

Det får enorme konsekvenser både for ham og familien.

Men Malicks version af den ellers gribende historie taber menneskeligheden i sin jagt på det eksistentielle.

I Malicks hænder bliver Franz selvfølgelig til en oplagt Jesus-lignelse, og antræk til kommentarer på moderne politik forstener desværre i den næsten tre timer lange spilletid.

Som karakter bliver Franz cirka så nuanceret som et katolsk helgen-portræt, og Malick går i cirkler med den tungt filosofiske – og tilsyneladende uendelige – voice over.

Imens sørger den klassiske musik for at vi tager det hele behørigt alvorligt.

Det er for simpelt, når Jägerstätter familiens liv fremstilles som Hobbitternes solbeskinnede liv i herredet, inden helt bogstavelige tordenskyer varsler nazisternes komme.

Og det er synd.

For Malicks billeder rummer stadig en kraft som få andre.

I hans optik bliver plantning af kartofler en næsten spirituel oplevelse.

Men det er til gengæld også et problem, når landbrugsarbejde bliver mere gribende, end filmens centrale konflikt.

Sådan er det desværre, når Malick-opskriften fejler.

Terrence Malicks nyeste film er smuk som altid, men ender som et alt for lang og alt for stift helgen-portræt.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer