Nobody 2 anmeldelse: Fars actionfyldte ferie
Jeg springer anmelder-men’et over denne gang.
Nobody 2 er en skuffelse.
Ingen af actionscenerne lever op til den første films. Brugen af populærmusik er ikke nær så snedig. Filmens skurke falder til jorden, og den kaster tematiske bolde op i begyndelsen, som den fuldstændigt glemmer i sin rodede finale.
Faktisk er finalen filmens værste del. Et forsøg på at kopiere den første films Home Alone-lignende afsluttende actionsekvens, der falder fuldstændigt til jorden, mens karaktererne svigtes.
Så har jeg ligesom revet plasteret af for andre, der ligesom jeg, så Nobody 2 som en af årets mest imødesete film.
For den første Nobody var en noget nær perfekt film. En strømlinet og relativt lavbudgeteret actionfilm med støt tiltagende gakket humor, der forvandlede Bob Odenkirk til en både sårbar og ultravoldelig actionhelt.
Nobody var smukt instrueret af Ilya Naishuller, der med succes bragte sin sans for timing og actionteknik med fra sine højspændte musikvideoer og spillefilmsdebuten Hardcore Henry med ind i en mere koventionel Hollywoodstruktur.
Men det er svært at give instruktørskiftet skylden for, at Nobody 2 ikke fungerer.
For hvis nogen evner at overtage, hvor Naishuller gav slip, så burde det da være instruktør Timo Tjahjanto.
Tjahjanto hører til samme generation af unge actionfilmskabere, der har leveret stærke moderne indspark til genren med en ofte næsten splatterfilms-agtig brutalitet hentet fra sin start i horrorgenren.
I betragtning af at Nobody 2 er instrueret af Tjahjanto er den overraskende blodfattig, men måske mere overraskende er mange af actionscenerne — som på papiret byder på gode brutale gimmicks — af den rystede og framecrankede slags, der har det med at underminere det ellers ofte fremragende stuntarbejde.
Det bliver aldrig forargende dårligt, men det er så langt under standarden fra den første film, at det er svært ikke at tænke, at filmen må have lidt under tidspres eller lignende.
Det er skuffende og trist for fans af den første film, men Nobody 2 er alligevel ikke helt spild af tid.
Bob Odenkirk leverer stadig sin kombination af hverdagsfar og blodlysten dræber med en overbevisning, der gør ham til en all-timer i actionkaraktergalleriet.
Nobody 2 lægger også ud med gode ideer, når den lader sin nye konflikt udspringe naturligt i den første film og lægger op til at handle om, hvordan økonomisk pres og arbejdspligt ofte er en plage for moderne familier.
Og ideen om at sende Hutch og familien på ferietur i et ramponeret resort komplet med vandland og forlystelsespark er også stærk.
Kemien mellem Odenkirk og Connie Nielsen er også overbevisende, og indtil filmens slutning var jeg faktisk engageret i deres problemer.
Men inden længe drukner filmen i rod og skuffende action med en historie, der byder på mindst en skurk for meget.
Christopher Lloyd og RZA, der var så crowdpleasende gode i den første film, har ikke megen anden plads end at forsøge en gentagelse af første films klimaks, men som meget andet i Nobody 2 føles de aldrig som en integreret del af helheden.
Som produktion fra actionnørderne hos 87North er Nobody 2 desværre mere Violent Night, end den er Nobody — og den er selvsagt ikke i nærheden af mesterstykket John Wick: Chapter 4.
Vigtigst af alt er den, på trods af sine gode elementer, så mange trin ned ad stigen, at den har mindsket min interesse i mere fra Nobody-universet betragteligt.
Bob Odenkirk er stadig betagende som røvsparker, men Nobody 2 er desværre lidt af en snublen i sammenligning med den første films elegance.
