Nobody anmeldelse: Fra skolen af John Wick

Det er umuligt ikke at sammenligne Nobody med John Wick. Og næsten lige så umuligt at holde forventningerne til Nobody på et rimeligt niveau.

For når du går ind i biffen og ser Nobody – og det håber jeg du gør – så skal du ikke forvente John Wick.

I hvert fald ikke den John Wick vi kender fra den fantastiske John Wick 3: Parabellum. For Nobody kan slet ikke leve op til samme næsten barokke niveau af action.

Nobody er på alle måder mindre. Både hvad angår fortælling og budget.

Alligevel er John Wick et godt pejlemærke. 

Men vi skal tilbage til den første film. 

Inden vi alle sammen vidste, at Wick-serien skulle blive det moderne Hollywoods action-adelsmærke.

Dengang vi blev overraskede over, at den tilsyneladende simple historie om en mand, der mister sin hund og derefter dræber en hær af russiske gangstere, kunne være så god.

Nobody har et markant lavere budget end selv den første John Wick, men på samme måde forstår den at skabe noget fremragende i sit eget afgrænsede univers.

Ikke så mærkeligt, når skaberne bag næsten er samme hold.

Derek Kolstad har leveret det fremragende og ekstremt effektive manuskript, og medinstruktøren af John Wick, David Leitch, har produceret.

Instruktøren er Ilya Naishuller, som jeg har glædet mig til igen at se bag kameraet siden den lovende, men også problematiske, første-persons-actionbasker Hardcore.

Han skuffer ikke.

Det gælder – selvfølgelig – også for filmens helt store gimmick: Bob Odenkirk i hovedrollen.

Fans af Odenkirk er allerede blevet overrasket en gang, da komiker og sketchforfatter Odenkirk sprang ud som dramatisk skuespiller i rollen som Saul først i Breaking Bad og siden i Better Call Saul.

Så at han kan bære de dramatiske dele af rollen som familiefar Hutch Mansell i Nobody er ikke længere en overraskelse.

Men at han også fungerer som en absolut badass af en actionhelt, er nok for de fleste lidt af et chok.

Men det gør han. 

Faktisk skaber Odenkirk en af de helt store actionhelte, der blander sårbarheden fra John McClane med brutaliteten og kompetencen fra Casey Ryback.

Odenkirk tager opgaven dødsens alvorligt.

Men mere vil jeg egentlig ikke sige om det. For Nobody skal selv have lov til at udfolde sin historie, og du skal selv have lov til at finde ud hvem Odenkirks Hutch egentlig er.

Helst i en sal fyldt med hujende biografgængere.

Måske er actionsekvenserne ikke helt så skarpe som Wicks bedste, og måske kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere saft og kraft i karaktererne – især Hutchs kone og børn.

Til gengæld kompenserer Nobody med den ene smågeniale actiongimmick efter den anden og en tilsyneladende uudtømmelig mængde charme.

Nobody forstår at udnytte sine begrænsede midler fuldt ud.

Resultatet har potentiale til at blive en moderne actionklassiker.

Nobody er en potentiel actionklassiker, og Bob Odenkirk leverer varen fuldt ud som actionhelt.