Marco effekten anmeldelse: Ulrich effekten
Centrum for det nyeste film-skud på Afdeling Q-stammen Marco effekten hedder ikke så overraskende; Marco.
Marco er en østeuropæisk dreng, der ankommer til Danmark med en løs side fra et pas tilhørende en forsvunden pædofili-dømt mand.
Og så går den vilde krimijagt selvfølgelig igen for Carl Mørck og partneren Assad, der hurtigt kommer på sporet af endnu en dunkel blodfyldt sammensværgelse med tråde til samfundseliten.
Men denne genstart af Afdeling Q-filmene burde måske nok have heddet Ulrich effekten i stedet.
For det egentligt interessante ved instruktør Martin Zandvliets filmatisering af den femte bog i Jussi Adler-Olsen populære krimiserie er selvfølgelig at Ulrich Thomsen har overtaget rollen som Carl Mørck.
Og det gør han godt. I hvert fald for en Afdeling Q amatør som undertegnede, der blev introduceret til serien ved den sidste film Journal 64.
I Marco effekten er Carl Mørck simpelthen en mere interessant karakter end tidligere.
Det skyldes i nogen grad manuskriptet, der giver Mørck en nylig tragisk hændelse i bagagen. Men det er nu især Ulrich Thomsen fortjeneste.
For i Thomsens hænder er Mørck faktisk blevet en interessant efterforsker. Med søvnige øjne og nervøs mumlen kaster han sig helhjertet ind i en drabelig efterforskning, drevet af en blanding af empati og social klodsethed.
Jeg ser gerne Thomsen i flere Afdeling Q-film.
Det samme gælder for Zaki Youssef i rollen som Assad, der agerer loyal og menneskelig Watson til Thomsens mere excentriske Holmes.
Det fungerer upåklageligt.
Desværre er filmen omkring makkerparret mere træg.
Mysteriet er i sig selv en noget forudsigelig omgang med plotdrejninger og skurkeafsløringer der ses på lang afstand. Og så er der endnu engang en noget unødvendig brug af mishandling af kvinder og denne gang også pædofili, som helt unødvendigt element i det ellers letbenede krimiplot.
Marco effekten er habilt instrueret, men har ikke den æstetiske finesse fra Christoffer Boes sidste film i serien, og det skinner igennem at østeuropa skal udgøre det for Danmark.
Men måske værst af alt, er den sære rolle Anders Matthesen har fået.
En konstant svedglinsende skurkagtig politiker med navnet Teis Snap – og så i skikkelse af Matthesen – virker mere som en kasseret karakter fra Jul på Vesterbro end en velfungerende skurk.
Men makkerparret Mørck og Assad rummer alligevel nok brændstof, til at man kommer nogenlunde helskindet gennem den lidt ujævne Marco effekten.
Også selvom filmen måske hører mere hjemme på en streamingtjeneste en sløv weekendeftermiddag end i biografen mørke.
Forhåbentlig får Ulrich effekten end lidt bedre film at slå igennem i næste gang.
Ulrich Thomsen leverer varen som Carl Mørck, selvom filmen omkring ham ikke helt kan følge med.
