Tove anmeldelse: Mumitrolde og trekantsdrama

Det er svært ikke at sammenligne Tove med Unge Astrid.

Begge film lader en enkelt begivenhed i en berømt kunstners liv sige noget om både dem og deres værk.

Begge film vækker fortiden til live med håndholdt kamera. Begge film har en fremragende præstation i centrum.

I Tove er det Alma Pöysti, der løber med opmærksomheden.

Pöysti spiller Tove Jansson – mest berømt som skaberen af Mumitroldene – som en kvinde konstant på jagt efter et frit liv.

Det gælder både normer for seksualitet og datidens syn på kvindelige kunstnere, som Tove ikke lader sig binde af.

Pöysti er fremragende i rollen; hun udstråler en ustoppelig ærlighed og energi, som både er dramatisk brændstof hele filmens spilletid, men som også er at finde i de berømte Mumitroldes bogunivers.

Det giver mening.

Tove er også bygget på et fint manuskript, der i hvert fald delvist undgår den biografiske films sædvanlige faldgruber.

For Tove er ikke nødvendigvis interesseret i at gengive hele Janssons liv. I stedet sættes fokus på et afgørende trekantsdrama. Toves forhold til den følelsesmæssigt farlige Vivica Bandler på den ene side og den søde, men kedelige, politiker Atos Wirtanen på den anden.

De to spilles også imponerende af af henholdsvis Shanti Roney og Krista Kosonen. På mange måder som to modpoler af Janssons egen personlighed.

Men der er desværre ikke helt nok kød på benene i det lidt forudsigelige trekantsdrama, så Tove læsser mere på.

En dominerende kunstnerfar og lidt for mange og for åbenlyse referencer til Mumitroldene inden en lidt antiklimatisk slutning.

Inden man ser sig om, er Tove endt som en af de mere konventionelle biografiske film.

Det klarede Unge Astrid bedre.

Men der er dog stadig noget at komme efter i Tove. Ikke mindst, hvis man i forvejen er interesseret i Jansson og hendes værk.

Alene Pöystis skuespil er en biograftur værd.

Tove undgår ikke helt den biografiske films faldgruber, men løftes af Alma Pöystis stærke præstation som Mumitroldenes skaber.