The Father anmeldelse: Næsten mesterlig

Instruktør Florian Zellers The Father er lige ved at ramme mesterværks-bullseye på den filmiske dartskive. Men det lykkes ikke helt.

Problemet er et spørgsmål om fortælleperspektiv.

Fortælleperspektiv er nemlig altafgørende for The Father. Filmen – baseret på et teaterstykke af Zeller selv – vil gerne lade publikum opleve verden fra den demensramte Anthonys perspektiv.

The Father lukker os ind i den demensramte ingeniørs hjerne, hvor tiden slår knuder på sig selv, mens hans nærmeste skifter ansigt fra dag til dag.

Det ene øjeblik siger hans datter, at hun skal flytte til Paris med en ny kæreste. Det næste øjeblik siger hun, at Anthony bor med hende og hendes mand i deres lejlighed.

Men Anthony er sikker på, at lejligheden er hans.

Zeller lader forskellige skuespillere overtage samme roller, og den samme lejlighed med enkelte forandringer repræsenterer flere forskellige hjem og lægekontorer.

Det er en effektfuld måde at lukke publikum ind i et smuldrende demensramt sind.

Men af en eller anden grund svigter The Father sit eget perspektiv undervejs. Flere gange træder filmen væk fra Anthonys perspektiv og over til datteren Annes.

Pludselig er vi med hende i køkkenet, eller på gåtur. Sandsynligvis fordi Zeller også vil vise de pårørendes perspektiv.

Men styrken i The Father ligger netop i, at alt hvad vi ser, er en utilregnelig udgave af virkeligheden, som set fra Anthony. Det mudres til af de klodsede fortælleskift, der desorienterer på alle de forkerte måder.

Men filmen havde slet ikke virket, hvis ikke det var for den virkelige Anthony.

I en alder af 83 leverer Anthony Hopkins en af karrierens bedste præstationer. Han springer elegant mellem sympativækkende, desorienteret, ynkelig, varm og kold i en af den slags præstationer, der kalder på stående bifald, hvis ikke man havde for travlt med at tørre tårerne væk fra øjnene.

Han understøttes af Zellers ofte skarpe dialog, men det er især Hopkins fortjeneste, at filmen ikke bliver et portræt af demens, men et portræt af et flerdimensionelt menneske.

Anthony bliver et rørende spejl både af ens egne ældre familiemedlemmer og af en selv.

Han støttes stærkt op af Olivia Colman, der fortæller alt om, hvordan det føles at se en forældres inderste falme, med kun et enkelt ansigtsudtryk.

De glatter ud på filmens problemer, der udover de klodsede perspektivskift også tæller et lidt fladt filmsprog.

Uden Colman og især Hopkins havde den afsluttende scene i The Father næppe fået tårerne til at pible frem hos denne anmelder.

De er mesterlige, også når resten af filmen ikke er det.

Anthony Hopkins er uvirkeligt god og ulideligt hjerteskærende som det altdominerende centrum i demensportrættet The Father.