Hvad handler den om?

To centervagter - den ene forelsket i den anden - er i fare for fyring og beslutter sig for at stjæle fra deres eget center... Og så noget med en cruise-konkurrence, en ny centervagt og en hoppeborg.

Centervagt anmeldelse: Centervagt er som forventet

Centervagt anmeldelse: Fanget i indkøbscentret

Jeg er forudindtaget, hvad angår instruktør Rasmus Heides nyeste film Centervagt. Bare lige for at få det på det rene.

I en af de butiksåbne perioder af 2020 var jeg nemlig i Rødovre Centrum – måske bedre kendt som Rødovrecentret – og få en kop kaffe med min kone, mens vores lille datter sov i barnevognen.

I hvert fald indtil komiker Nikolaj Stokholm skulle optage en dansescene med tilhørende bragende musik ved siden af. Så var hyggen, og min datters søvn, ødelagt.

Ok, måske er et indkøbscenter ikke stedet forældre kan forvente stilhed nok til en sovende baby. Jeg tager den på min kappe.

Men det kan jo alligevel godt være, at den ødelagte kop kaffe farver mit syn på Centervagt, som hovedsageligt er optaget i Rødovre Centrum ikke langt fra min hoveddør.

Men hvis det er tilfældet, er jeg nok ikke den eneste anmelder, der er farvet på forhånd.

For instruktør Rasmus Heide – manden bag blandt andet Alle for en-serien, Blå mænd og Julefrokosten – er ikke ligefrem kendt som anmelderdarling. Tværtimod.

Måske er det derfor, jeg indleder min anmeldelse med uforholdsmæssigt megen snak om Rødovre Centrum og kaffe.

For det er faktisk ikke særlig sjovt, altid at kritisere film for de samme problemer. Men det er altså stadig de samme problemer Heides film lider under.

Måske jeg bare skulle få dem overstået med det samme, og så fokusere på de bedste dele af Centervagt i stedet:

Manuskriptet til Centervagt føles som kladden til et bedre manuskript. Et par gennemskrivninger mere af de mange flade jokes, havde gjort underværker.

Historien om et par centervagter, der begynder at stjæle fra jobbet for ikke at blive fyret, kan slet ikke bære filmens spilletid, der forsøges pumpet op med ligegyldige og usammenhængende sidehistorier.

Rune Klans skuespil i hovedrollen er til tider næsten pinligt stift. Det ufrivilligt klaustrofobiske filmsprog føles mere som et forfejlet dansk forsøg på en TV-sitcom anno 1992 end en moderne komedie i 2021.

Hvis Centervagt ikke var dansk, så tror jeg ikke, den nogensinde havde fået biografpremiere.

Sådan. Så er det gjort. Den sædvanlige kritik af en sædvanlig Rasmus Heide-film.

Lad mig nu i stedet tale lidt om de bedre dele.

Centervagt har en kærlighed til sine karakterer og en uskyld i sine (elendige) vitser, som alt for tit mangler i de mere grovkornede og lige så ubrugelige varianter af den danske folkekomedie.

Det sætter jeg pris på.

Der er også en antydning af, at Heide forsøger at lave sit eget gakkede og stiliserede univers i Centervagt. En slags dansk pendant til Anchorman. Det er langt fra konsekvent nok, men en 70’er filmstil sniger sig ind flere steder i filmen, både gennem muntre splitscreens, musikken og en filmkornet intro.

Enkelte visuelle jokes er også over filmens normale niveau. Som da Kirsten Lehfeldts bryske chef filmes med et udstoppet dyrehoved i baggrunden, som havde hun selv horn.

Det føles mindre sløset og mere gennemtænkt end resten af Centervagt.

Kirsten Lehfeldt, Stephania Potalivo og Josephine Park formår også at løfte det klodsede manuskript op fra dybderne, og slipper langt mere helskindede igennem, end de komikere filmen ellers er befolket med.

Intet af det er nok til at løfte Centervagt op på selv et middelmådigt niveau. Men jeg vil nu alligevel håbe, at Heide vil føre de gode takter videre i sin næste film, og droppe lidt af de dårlige.

Meget mere er der ikke at sige om Centervagt.

Udover at nogen skylder mig en kop kaffe.

Centervagt er en kluntet samling af halvfærdige ideer, der aldrig samler sig til en biografværdig film eller skaber et enkelt grin.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer