Hvad handler den om?

Dæmontoge, vildsvinehoveder og flammende hår. Hvis du ikke har set serien, aner du ikke, hvad der foregår.

Demon Slayer -Kimetsu no Yaiba- the Movie: Mugen Train anmeldelse: Japans største filmsucces er actionfyldt fornøjelse

Demon Slayer -Kimetsu no Yaiba- the Movie: Mugen Train anmeldelse: Alle ombord på toget!

Det bedste, jeg kan sige om Demon Slayer -Kimetsu no Yaiba- the Movie: Mugen Train, er, at den gav mig lyst til at se serien, den er baseret på.

Og jeg havde nok været bedre forberedt, hvis jeg havde set den inden filmen.

For Mugen Train stopper kun sjældent op og forklarer sig selv. I stedet springer den tilsyneladende direkte ind, hvor seriens første sæson sluttede.

Så for udenforstående som mig, er det bare med at hænge på.

Er det en råbende muskuløs ung mand med et vildsvinehoved? Er den drengs lillesøster en dæmon? Hvad betyder det, at en dæmon er ‘Lower Rank One of the Twelve Kizuki’?

Det føles lidt som at springe ind i Marvel-filmene i begyndelsen af Endgame. Så det taler godt for Mugen Train, at den er en fantastisk underholdende filmoplevelse på trods af den manglende kontekst.

Marvel-filmene er faktisk ikke så dårlig en sammenligning.

For som hos Marvel har Mugen Train en gruppe elskelige karakterer i centrum af et komplekst univers med sit eget regelsystem.

Den ene kulørte actionsekvens efter den anden – i Mugen Train udfolder de sig som blændende lysshow med elegant animation – bruges til at sætte heltene på prøve, og lade dem vise deres værd.

Og som hos Marvel er Mugen Train også proppet med vellykket humor og en god portion sentimentalitet.

Og hos Mugen Train fungerer opskriften også upåklageligt. Ikke så mærkeligt at Mugen Train er endt som japans mest indtjenende film nogensinde.

Den er uimodståeligt underholdende.

Som udenforstående føles det måske til tider lidt som at læse en fantasybog på et sprog, man ikke helt har lært endnu. Men det er sådan set i sig selv også en god oplevelse.

Nej, jeg forstår ikke helt, hvordan dæmonerne i Mugen Train fungerer, eller hvor de kommer fra. Men kun et skarn kan ikke sætte pris på en skurk med munde på bagsiden af hænderne.

Og det samme gælder for en film, der er lige dele Inception, actionhorror, og superhelte-melodrama.

Mugen Train var en medrivende filmoplevelse for mig, så mit gæt er, at det for fans er decideret fremragende.

Det kan jeg nok give et kvalificeret svar på indenfor den nærmeste fremtid.

Mugen Train sætter ikke farten ned for udenforstående, men er alligevel en uhyrligt underholdende filmoplevelse.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Dæmontoge, vildsvinehoveder og flammende hår. Hvis du ikke har set serien, aner du ikke, hvad der foregår.Demon Slayer -Kimetsu no Yaiba- the Movie: Mugen Train anmeldelse: Japans største filmsucces er actionfyldt fornøjelse