The Unholy anmeldelse: Gys og mirakler

Jeg brugte en stor del af The Unholy på at fundere over Cary Elwes accent.

I rollen som biskop har Elwes nemlig valgt at tilføje en herlig lille Boston-accent til sit skuespil. Jeg er ikke sikker på, at den er god. Og jeg er heller ikke helt sikker på, hvor den rangerer på The Departed-Boston-accent-listen.

Men jeg er helt sikker på, at den er et af de bedre elementer ved den religiøse gyser The Unholy.

Det siger selvfølgelig en del om instruktør Evan Spiliotopoulos debutfilm, at en Boston-accent er det meste interessante ved den.

Og sådan burde det da heller ikke være.

For der er potentiale i fortællingen om en ung pige, der enten er i himmelsk kontakt med jomfru Maria eller i mere dunkel forbindelse med en ond tilstedeværelse.

En metafysisk problematik, der godt kunne have skabt et solidt intellektuelt gys. Måske en slags Midsommar udgave af Åbenbaringen.

Desværre undermineres muligheden for komplekse temaer lidt af den krybende hætteklædte rædsel, der regelmæssigt dukker op i The Unholy.

Et monster, der med sine lunkne computereffekter og ‘creepy’-bevægelser virker som uglegylp fra to tidligere årtiers middelmådige gysere.

Jeg er til gengæld ret vild med den storsmilende visualisering af jomfru maria, der må være i familie med baby-solen fra Teletubbies.

Det hele kædes sammen af en kynisk journalist, spillet af Jeffrey Dean Morgan som om han hellere vil være alle andre steder end midt i The Unholy.

Det kan jeg sådan set godt forstå med et fladt filmsprog, der i bedste fald virker som et af de helt dårlige afsnit af X-Files.

Med regelmæssige mellemrum kaster The Unholy så en lydeffekt-granat med resulterende hop i biografsædet, der skal udgøre det for stemning.

Men uhyggeligt bliver det aldrig. I hvert fald ikke på den rigtige måde.

Men hey, vi vil altid have den der Boston-accent.

The Unholy spilder sit eget potentiale som religiøst gys med en forjaget historie og håbløse chokeffekter.