Yakari på store eventyr anmeldelse: Europæiske indfødte amerikanere

Jeg er nok bare sart. Jeg indrømmer det gerne.

Men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med romantiserede europæiske fortællinger om indfødte fra andre lande.

Og det er lige hvad Yakari er.

Den søde lille indfødte amerikaner fra Sioux-stammen har boltret sig blandt dyrene siden den belgiske tegneserie Yakari først dukkede op i 1970’erne.

Siden er Yakari blevet bragt til TV-skærmen af flere omgange, og nu altså også det store lærred med Yakari på store eventyr, der er en slags oprindelseshistorie for Yakari evne til at tale med dyr.

Men det er altså også en noget romantiseret udgave af indfødte amerikanere, der helt sletter det folkeslags komplekse og ofte plagede historie.

I stedet er Yakari fortællingen om en flok ‘hygge-indianere’, der lever i pagt med naturen. De har ofte store næser og navne som ‘langsomme elg’ eller ‘vagtsomme ørn’.

Under det hele er et sympatisk budskab om at beskytte naturen. Men det lugter altså også lidt af eksotisering og den gang den italiensk-amerikansk skuespiller Iron Eyes Cody lod en enkelt tåre falde for amerikas natur.

Og for mig overskygger det lidt Yakaris kvaliteter som børnefilm.

Fra den vinkel er Yakari en typisk europæisk animationsproduktion. Tiltalende kulørt computeranimation, der hælder til den lidt for stive side – lidt ligesom det ellers tilforladelige danske stemmeskuespil.

En lille portion forsigtigt eventyr og et tempo selv de allermindste kan følge med til.

Det er hverken ekstremt høj eller ekstremt lav kvalitet, og føles mest af alt som om en håndfuld TV-afsnit var blevet hæftet sammen.

Der findes langt værre alternativer.

Men der findes nok også alternativer, som ikke er en europæisk romantisering af indfødte amerikanere.

Dem vil jeg anbefale. 

Selvom det nok bare er mig, der er sart.

Yakari på store eventyr er tilforladelig, men også forældet børneunderholdning.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer