Violent Night anmeldelse: Julemand med slag i
Præmissen for Violent Night trækker nok i sig selv en ret skarp linje i sandet.
For når man hører, at filmen er et Die Hard-ripoff med julemanden — altså ham den ægte med rensdyrene — i rollen som John McClane, så løber man nok enten i den modsatte retning eller direkte til biografen.
Med min dybt elitære filmsmag hører jeg selvfølgelig til i sidstnævnte gruppe. Ikke mindst når altid gode David Harbour har fået rollen som badass julemand.
Den gode nyhed er, at Harbour leverer varen.
Han tager — for det meste — rollen som juletræt og røvsparkende julemand gravalvorligt, og han ser tilpas snusket ud, allerede inden hans julemandsskæg er dækket af størknet blod.
Og den blide bjørn dukker også op hos Harbour, når det er tid til at genfinde julens glæde via et storøjet barn i den anden ende af en walkie talkie, som filmens julede pendant til Sergeant Al Powell.
Manuskriptforfatterne Pat Casey og Josh Miller byder også på en opfindsom og sjov oprindelseshistorie til deres skallesmækkende julemand.
Violent Night leverer heldigvis også varen med den voldelig implementering af juleremedier.
Man kan da ikke have en voldelig juleactionfilm uden en sylespids slikstok og en knivspids julestjerne.
Det er den slags splattede visuelle påfund som utvivlsomt er både instruktør Tommy Wirkola og filmens styrke.
Violent Night har nok at byde på til at man ikke går skuffet hjem, både hvis man leder efter en klassisk julefilm eller en omgang action-julemand.
Men desværre kun lige akkurat nok.
For actionsekvenserne er desværre bedre tænkt end udført.
Selvom flere af stuntkræfterne bag — blandt andet second unit instruktør Jonathan Eusebio — har en fortid i John Wick-serien, så kan Violent Night ikke følge med.
Slåskampene er overklippede og småsløset instrueret, og man får sjældent fornemmelsen af at Harbour selv sparker numse, som tilfældet var det med Bob Odenkirk i Nobody.
Og uden skarp action, så er det altså også svært at imitere Die Hard.
Imitationen i sig selv bliver også trættende. Publikum har fanget Die Hard og Alene Hjemme-referencerne helt uden at filmen selv behøver gøre opmærksom på dem.
Men det gør den. Igen og igen.
Det samme gælder for Fars fede ferie — Beverly D’Angelo dukker op til et kærkomment gensyn — der også får mere end et enkelt nik.
Men sværere har Violent Night ved at skabe sin egen identitet.
Filmens splattede elementer smelter aldrig rigtigt sammen med dens mere klæge julefilmsdel, og den gennemsnitlige action får mere julemanden til at fremstå som en slasher-skurk end den slags John McClane-Saint Nick, som jeg tror filmen går efter.
Men på en sløv adventseftermiddag skal Violent Night nok skabe lidt hyggelige grin hos det rigtige publikum.
Nogen forventer meget lidt, når de hører om en film med en røvsparkende julemand.
Jeg forventer mere.
David Harbour er god som røvsparkende julemand, men Violent Night snubler i jagten på sine forbilleder.
