Terrifier 2 anmeldelse: Art the Clown

Klovnen Art har vundet mit hjerte.

Eller han har måske nærmere flået mit hjerte ud, taget en saftig bid af det for derefter at fylde salt i det tomme hulrum i min brystkasse for så at sende en syndflod af diarre udover de sørgelige rester.

For sådan er Art, og sådan er Terrifier 2, der er så rendyrket en hyldest til 1980ernes splatterfilm — og særligt de mest bloddryppende grene af slashergenren — at den har stort set alle de samme styrker og svagheder.

Og når jeg siger, at Art har vundet mit hjerte, så betyder det noget. For det har været op af bakke for Art fra start.

For hvad horrormonstre angår, findes der vel næppe noget kedeligere end en uhyggelig klovn. Jo, Stephen King skabte et ikon, og klovnedukken i Poltergeist er også mindeværdig.

Men udover det er creepy klovne noget af det mest amatør-metal-musikvideo-Halloweenmaske-fra-Netto-Jokeren-er-mit-oprigtige-forbillede som en gyser kan diske op med.

Og på afstand — inden jeg havde set den første Terrifier — passer Art perfekt ned i den skabelon. Med sine groteske sorte tænder, er han faktisk den laveste karat af uhyggelig klovn.

For er pointen med uhyggelige klovne netop ikke, at den klassiske klovnesminke er uhyggelig i sig selv helt uden blod, horn og dæmontænder?

Men man skal tydeligvis aldrig skue dræberklovnen på tænderne, for Terrifier var en positiv overraskelse og Terrifier 2, når nye groteske højder.

Og det skyldes blandt andet Art.

For selvom den hattebærende og hvidsminkede dræber er et helt åbenlyst forsøg på at skabe en moderne slasher-skurk, der kan løfte arven fra Michael, Jason og Freddy, så fungerer det sgu.

Han er mindeværdig ham Art.

Art kombinerer nemlig ret genialt tavsheden fra Michael Myers med den udtryksfulde kækhed fra Freddy Krueger.

I stedet for at bruge ord mimer Art sig gennem sine ofte oprigtigt groteske mord, som en psykopatisk stumfilmsstjerne med virkelig dårlig humor.

David Howard Thornton — der må have klovne i blodet, da han før rollen som Art blev kult-kendt som jokeren i en Batman-fanfilm — giver alt hvad han har af slapstick-kvaliteter til den langlemmede morder.

Tilsæt en god skefuld okkult mytologi — som Terrifier 2 skruer meget højere op for end sin forgænger — og så har du opskriften på en af de bedste filmdræbere jeg har set i årevis.

Damien Leone har båret klovnekarakteren gennem undergrundskortfilm og spillefilm, men det er først i Terrifier 2, at alle dele af orkestret for alvor spiller.

Art er en skurk, man virkelig kan elske at hade. Ikke mindst når han snyder genrens regler, og pludselig hiver en pistol frem, eller i filmens mest brutalt overgearede sekvens torturerer hovedpersonens veninde til totalt ukendelighed.

Og her er det måske godt at komme med en advarsel/opfordring.

For Terrifier 2 er af en helt anden skole, end det gys der normalt finder vej til danske biografer. Målet er ikke så meget at være uhyggelig, som det er at skabe de mest grotesk vamle makeupeffekter, som det lille budget vil tillade.

Terrifier 2 er en ægte splatterfilm.

Garvede fjolser som undertegnede vil have set, det der er værre, og Terrifier 2 holder en højnet tone, der gør at løjerne aldrig tager sig selv helt alvorligt, men jeg garanterer at et par teenagere, der vover sig ind til Terrifier 2 nok skal blive mærkede for livet.

Vi andre kan sætte pris på de svundne traditioner, som filmen holder i hævd, når den disker op med det ene smertefulde mord efter det andet.

Selvfølgelig har instruktør Damien Leone selv i filmens special effects, som traditionen er for denne slags hjemmegroede og passionsdrevne splattersensationer.

Det er næsten som at se Braindead for første gang igen, at blive inviteret indenfor i Arts univers.

Selvfølgelig med den undtagelse, at Peter Jacksons mesterværk altid havde en hyggelig grundtone. Terrifier 2 føles mere snasket og farlig. Som filmen bag en af de uhyggelige VHS-kassetter filmnørder lige skulle tage mod til sig for at pille ned af hylden i lejeforretningen.

Man er aldrig helt sikker på, hvor langt den vil gå.

Eller bare hvor lang tid den vil fortsætte.

For Terrifier 2 er med sine 2 timer og 18 minutter på alle måder en urimeligt lang film om en dræberklovn.

Det kan mærkes på både godt og ondt.

Spilletiden får mange scener til at svulme unødigt op og skaber en ofte sær og kluntet rytme.

Men sådan var det egentlig også med mange af filmens forbilleder, så Terrifier 2 ender med at ramme den sært drømmende stemning som ujævnt instruerede film kan levere.

Også selvom det ikke altid føles bevidst.

Men i sine værste øjeblikke har Terrifier 2 unægteligt en dunst af ambitiøs højskolefilm. Særligt en uendeligt lang drømmesekvens er ulideligt amatøragtig og sløset.

Det gælder også for dele af skuespillet.

Lauren LaVera giver den maksimalt gas som filmens — og forhåbentlig filmseriens — helt Sienna. Hun er fremragende og tager den fjollede klovn og sin egen helterolle gravalvorligt.

Det virker.

Men i andre hjørner af filmen, er skuespillet helt elendigt.

Siennas mor og lillebror leverer præstationer så dårlige, at de var blevet klippet ned selv i en hjemmeside til eget brug.

Man kunne jo også rette op på de gamle splatterfilms problemer i stedet for at genskabe dem.

Men der går sjældent længe før Art får blodet til at dryppe igen, og på trods af sin spilletid er Terrifier 2 aldrig kedelig.

Faktisk er filmens sløsede dele med til at give filmen sin helt egen stemning og karakter.

Klovnen Art har flået mit hjerte ud.

Nu er jeg bare spændt på at se, hvad han flår, når den uundgåelige Terrifier 3 får premiere.

Terrifier 2 er en grusom — og grusomt underholdende — splatterfest af den helt gamle skole.