Primate anmeldelse: Slasher-Rabies

Det er en af hverdagens mest irriterende hændelser, og jeg ved du kender den.

Man går og lever et lykkeligt i sit topmoderne designerhus på Hawaii — som selvfølgelig kun har en udgang, er delvist bygget ind i en klippe og har en swimmingpool, der ender i et dødbringende fald på mindst 100 meter — sammen med sin ultraintelligente chimpanse; det ideelle kæledyr.

Men så går chimpansen SELVFØLGELIG hen og får rabies, og ikke bare den sædvanlige ‘åh-nej-jeg-dør-af-hjernebetændelse’-rabies.

Nej, nej, det her er den slags rabies, hvor din tidligere så trofaste chimpanse-buddy nu griner sin abe-latter, mens han flår ansigtet af dyrlægen.

Den type rabies, hvor den før så muntre primat, nu skulker rundt i din mørke stue, mens du prøver at holde vejret i skabet. Rabies, der gør chimpansen stille, når han stalker dig, og får ham til at savle psyko-chimpanse, når han tæver dig med sine junglekræfter.

Jep, du gættede det. Din chimpanse har fået slasher-rabies, der forvandler ham til en Michael Myers eller Jason, der ikke helmer, før han dræber alle omkring sig.

Mja, jo, måske har du aldrig haft en chimpanse, der fik slasher-rabies, men jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at det er præmissen for instruktør Johannes Roberts’ veloplagte Primate.

Og hvis du går ind til Primate med forhåbninger om en chimpanse, der skiftevis jager og massakrerer en flok mennesker i et hus, så vil jeg næsten love, at dine forventninger bliver opfyldt.

Intet mindre, men ærlig talt heller ikke mere, i en film, der til tider lider under et noget fladt direkte-til-streaming udtryk og karakterer, der kun lige akkurat er interessante nok, til at vi holder med dem fremfor dræberchimpansen.

Til gengæld er der så meget andet at holde i dette riff på Cujo, der holder tungen lige i munden med sin fjollede præmis og aldrig forvandler sig til parodi, selvom den har plads til at strø om sig med sorthumoristisk abe-referencer.

Alene mordene er en tur gennem abernes filmhistorie, når vi får både en Congo, en 2001 og en King Kong — og ja, endda en Dora the Explorer (Hugo må ikke hugge!) — mens dræberchimpansen gør det, den er bedst til.

Meget klædeligt er dræberen selv hovedsageligt en skuespiller i kostume, hvilket både fungerer godt, og føles som en mundfuld frisk luft fra de ellers bjergtagende animerede aber fra den der planet og dem fra Take That, som vi ellers har set i biografen.

Og Primate har lige præcis energi nok i sit batteri til at nå igennem sine cirka 90 minutter uden at begynde at kede, mens det endelige opgør heller ikke skuffer.

Imens er det også en nydelse at lægge øre til komponist Adrian Johnstons musik, der er mere end bare almindeligt John Carpenter-inspireret.

Sammenlagt gør det Primate til en underholdende oplevelse, for alle os der synes at verden har brug for flere film med rabies-ramte chimpanser.

Hvis du har brug for flere dræber-chimpanser i dit liv — og det har du — så leverer Primate halvanden times veloplagt slasher-sjov.