The Phoenician Scheme anmeldelse: Wes værd at fejre

Jeg må jo nok indrømme det.

Jeg har endnu ikke oplevet, at en Wes Anderson-film ikke var værd at fejre.

Vel holder jeg ikke lige meget af alle Andersons film, men jeg holder af dem alle sammen.

Instruktøren er et unikt snefnug i amerikansk mainstream-film, der har haft held med at skabe succes med sin præcist orkestrerede stil, der nok trækker på store navne i filmhistorien, men unægteligt er Andersons egen.

Selv i Andersons svageste film, kan jeg ikke undgå at blive revet med af det overlegent orkestrerede filmsprog, de rablende maskingeværs-agtige jokes, og hans evne til at gøre store skuespillere til uforglemmelige karakterer.

Og i hans bedste film (den allerbedste er stadig The Royal Tenenbaums, hvis du spørger mig) skaber han oprigtigt rørende dissekeringer af familiedynamikker og outsider-portrætter, hvis lige ikke er set siden Tim Burton i hans velmagtsdage.

Det bør med andre ord ikke komme som en overraskelse for dig, kære læser, at jeg er ret vild med The Phoenician Scheme.

Andersons nyeste film greb mig ikke nær så meget om hjertet som hans forrige Asteroid City gjorde det. Mest fordi en afgørende karakter — mest fordi en afgørende karakter, Liesl, datter af filmens stormogul af en forretningsmand spillet af Benicio Del Toro — aldrig rigtigt udfoldes helt.

Men så har The Phoenician Scheme så meget andet at byde på.

For eksempel hører den blandt Andersons sjoveste.

Fra filmens rablende indledende flystyrt til en hylesjov basketballkamp mellem magtmænd for ikke at glemme filmens genialt iscenesatte slapstick finale, har The Phoenician Scheme hele tiden et grin lige om hjørnet.

Løjerne holdes på plads af en af Andersons mest mindeværdige karakterer.

Endnu en tvivlsom faderfigur i Andersons tilsyneladende uendelige kartotek. Denne gang hedder han Zsa-zsa Korda og er en ustoppelig og moralsk tvivlsom forretningsmand.

Han spilles til perfektion med en blanding af screwball-dialog og uigennemskueligt Boxer-af Benicio Del Toro, så det er noget nær umuligt at se nogen andre gøre det nær så godt.

Det samme gælder for Mia Threapleton, der spiller Kordas datter. En ligefrem nonne der umiddelbart har mere end almindeligt svært ved at relatere sig til den etisk anløbne forretningsverden hendes far færdes i.

Hun er filmens hjerte, og leverer en præstation, der nok skal gøre hende til et større navn inden for kort tid.

Omkring dem er selvfølgelig en hær af andre veloplagte skuespillere — inklusive gamle Anderson-kendinge — hvoriblandt især Michael Cera gør sig bemærket med en (måske to…?) vanvittigt sjove præstationer, der er så Andersonske, at det er svært at forstå, at det er Ceras første film med instruktøren.

De visuelle jokes sidder vanen tro i skabet, og udtrykket er perfekt orkestreret øjenguf, som kun få kan levere det.

At det så ikke er Andersons mest følelsesladede film betyder mindre, når Anderson leverer endnu et uforligneligt stykke filmguf.

The Phoenician Scheme er endnu et stykke filmguf fra Wes Andersons godtepose og hører blandt instruktørens sjoveste film.