Asteroid City anmeldelse: Sirligt kaos
Jeg er ikke blevet rørt af en Wes Anderson-film i samme grad, som jeg blev under Asteroid City, siden instruktørens efter min mening hovedværk The Royal Tenenbaums.
Det betyder ikke, at jeg ikke er blevet rørt af Anderson siden 2001, men mere at Asteroid City hører blandt den enestående instruktørs bedste film.
Det betyder også, at jeg aldrig kommer til at forstå kritikere, der igen og igen anklager Andersons film for at være kølige udstyrsstykker.
For ja, vel er de udstyrsstykker. Vidunderlige orkestrerede dukkehusverdner fra en anden dimension, fyldt med præcise kamerabevægelser, genial brug af lyd og finurlige karakterer. Men kølige? Det har jeg svært ved at se.
Andersons signatur har aldrig været til at tage fejl af, og efter instruktøren kastede sig ud i stop-motion med Fantastic Mr. Fox er hans stil vel kun blevet tiltagende barok.
Anderson er så genkendelig, at internettets AI-ryttere elsker at kopiere hans stil maskinelt og kombinere den med andre franchises.
Det er spild af tid. For ingen er som Anderson.
I Asteroid City inviterer han med til en lille by i en kulørt og voldsomt kunstig ørken fyldt med pastelfarver og symmetrisk arkitektur.
Det er som altid en filmisk fornøjelse.
Men denne gang er Andersons hjerte også bankende tydeligt.
Under den vidunderlige overflade og de uendelige komiske påfund er Asteroid City en film om sorg.
Hvordan det udarter sig, i et plot fyldt med geni-børn, bizarre opfindelser og en præmis, der gør den centrale historie til et teaterstykke, som vi også ser tilblivelsen af, skal du selv have lov at være vidne til.
Imens dyrker Anderson sin kærlighed til tidlige amerikanske TV-spil og americana-kitsch, som han løfter ind i sit eget minutiøst orkestrerede univers.
Skuespilholdet er alle som en stillet ind på Andersons sædvanlige deadpan stil, men det er især Jason Schwartzman, Scarlett Johansson og Margot Robbie — i en lille men afgørende rolle — der løfter historien ud af Andersons sædvanlige komik til et menneskeligt bevægende sted.
Asteroid City ser sine karakterer på samme måde som de himmellegemer, den også handler om — i ensom rotation langt fra hinanden — og det er kun når kontakten skabes mod alle odds gennem det mørke verdensrum, at livet for alvor giver mening.
På den måde er Asteroid City en sirlig rejse gennem kaos — en film om at skabe mening i et umiddelbart meningsløst liv.
Og måske er det i virkeligheden det, Andersons minutiøst orkestrerede film altid handler om. Det evige umulige forsøg på at skabe orden i det kaotiske.
Det gør selvfølgelig også, at Asteroid City tager et par afstikkere, hvis payoff ikke altid er lige rent.
Men med filmskabermuskler så svulmende som Andersons, er det aldrig mindre end betagende.
Og vigtigst af alt, da Asteroid City når sit mål, præcis så almenmenneskeligt rørende som filmen er overmenneskeligt koreograferet.
Asteroid City er endnu et bevis på Wes Anderson gigantiske filmmuskler og lige så bevægende som stilistisk betagende.
