Filmtyven anmeldelse: Filmnostalgi
Film om kærligheden til film er nærmest sin helt egen genre.
Alene den sidste tid er vi blevet inviteret til at svælge i både filmhistorie og sentimental kærlighed til mediet i film som The Fabelmans, Babylon og Empire of Light.
Det er egentlig ikke så overraskende, for selvfølgelig elsker mange filmskabere at fejre deres egen kærlighed til film.
Det samme gælder måske endnu mere for os filmanmeldere, der vier store dele af vores liv til at se, tale og skrive om film.
Hvem har ikke fået gåsehud af Cinema Paradiso?
Med Filmtyven er det igen tid til at dyrke barndommens kærlighed til både film og biografer.
Filmtyven inviterer os nemlig med til den fattige indiske dreng Samays filmiske vækkelse.
Og jeg skal love for, at den ikke får for lidt på de filmnostalgiske knapper.
Støvet fanges i det flimrende projektorlys i den biograf, hvor Samay selvfølgelig bliver ven med projektionisten.
Og instruktør Pan Nalin bruger løjerne som undskyldning til at forvandle sin film til en slags klipshow over nyere indisk filmhistorie.
Jo større forhold du har til indisk film, jo hyggeligere bliver Filmtyven.
Men den er nu hyggelig nok alligevel, når den finurlige og børn-på-film kloge Samay kaster sig ud i at skabe sin helt egen gammeldags biograf, mens biograferne omkring ham udskifter celluloid med harddiske.
Bhavin Rabaris præstation som Samay er både tilpas kæk og storøjet til, at man selv kommer i tanke om sin egen første filmforelskelse.
Og Swapnil S. Sonawanes fotografering er smuk og taktil både i biografens mørke, og når Samays mor laver beskedne men udsøgte hjemmelavede madpakker til ham.
Men Filmtyven er virkelig også afhængig af sin filmnostalgi.
For Samays familiesituation inkluderer selvfølgelig en forsmået og striks far, som ikke er tilfreds med sit job som tesælger på den lokale togstation og bestemt ikke sætter pris på Samays nyfundne drøm om at lave film.
Og som kontrast er Samays mor selvfølgelig en renhjertet helgenagtig figur, der står klar med varme knus og lækker mad.
Det er simpelthen for velkendt og utroværdigt til rigtigt at gribe hjertet.
Imens kollapser filmens realisme i fortænkt symbolik, når Samay på næsten magisk vis laver sin egen filmfremviser og finder lyset i sit liv gennem biografens…ja, lys.
Da filmen når frem til, at Samay bogstaveligt bader i en bunke aflagt celluloid, følte jeg ikke så meget at der blev kælet for min filmnostalgi som slået på den med en hammer.
Alligevel har Filmtyven sin egen tilbagelænet poetiske stemning og en fin klipning, der får Samays liv og biograflærredets mange verdener til at smelte sammen.
Men de bedste film om filmnostalgi har altså mere at byde på.
Filmtyven er en sød portion filmnostalgi, men for simpel og kluntet til at høre til genrens bedste.
